Stort tilbud: Anonym donerer højskoleophold til udviste Almedin

En privat virksomhedsejer har tilbudt Almedin Fejciz et tre-årigt kostskoleophold. Men meget tyder på, at han ikke må tage imod det

18-årige Almedin udvises i morgen tirsdag (Privatfoto)
18-årige Almedin udvises i morgen tirsdag (Privatfoto)

Vennerne har gjort alt, hvad de kunne, for at råbe politikerne op i sagen om 18-årige Almedin Fejzic, som er udvist til Bosnien i morgen tirsdag.

Den unge mand har i tre år forsøgt at få asyl i Danmark, men uden held. Klassekammeraterne på Frederiksværk Gymnasium og HF har via en støtteindsamling forsøgt at samle penge ind, så Almedin Fejzic kan vende tilbage til Danmark som udvekslingsstudent.

Se også: Elever kæmper for Almedin: 'Han fortjener ikke at blive straffet'

Fredag morgen modtog skolens rektor, Johnny Simonsen, et opkald fra en privat virksomhedsejer, som anonymt og af egen lomme ønskede at betale for et treårigt kostskoleophold på Herlufsholm til den 18-årige bosnier.

Men meget tyder desværre på, at det ikke bliver muligt for Almedin Fejzic at tage imod det meget generøse tilbud.

Se også: Flove danskere: 'Danmark smider guld ud og beholder affald'

Rektoren for Frederiksværk Gymnasium og HF, Johnny Simonsen, ringede nemlig straks rundt for at få grønt lys til at lade eleven tage på kostskole. Men reglerne siger tilsyneladende, at Almedin Fejzic skal have påbegyndt en ungdomsuddannelse i sit hjemland for at blive udvekslingsstudent i Danmark. Det har han ikke, eftersom han kun var 14 år gammel, da han kom til landet i første omgang.

Se også: Lad ham blive: Sådan vil teenagere redde deres klassekammerat

- Han har det rigtig skidt med det lige nu. I dag har vi besluttet at give ham en pause fra det hele, så lige nu er han bare hjemme, siger Lone Koefoed, Almedin Fejzics dansklærer, som han for tiden bor hos, til Ekstra Bladet.

- Han har feber og kaster op. Han er bare helt rundt på gulvet over det her. Og samtidig er han vildt taknemlig over al den kærlighed, som så mange mennesker har vist ham, siger Lone Koefoed.

62 kommentarer
Vis kommentarer