Strejke hos Fødevarestyrelsen rammer slagterier

Teknikere hos Fødevarestyrelsen, som holder øje med dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, har nedlagt arbejdet i strid med overenskomsten. Flere slagterier er ramt

Flere slagterier arbejder med nedsat kapacitet, efter at en gruppe tilsynsteknikere hos Fødevarestyrelsen har nedlagt arbejdet. (Foto: AP)
Flere slagterier arbejder med nedsat kapacitet, efter at en gruppe tilsynsteknikere hos Fødevarestyrelsen har nedlagt arbejdet. (Foto: AP)

En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt ansatte hos Fødevarestyrelsen har ramt en række slagterier, som ikke kan producere for fuld styrke. Det melder slagteriet Danish Crown og Fødevarestyrelsen på sine hjemmesider.

- I Danish Crown har det påvirket slagtningerne i Ringsted, Herning og Horsens, hvor produktionen er nede på halv kapacitet, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Også en række mindre slagterier er ramt.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har cirka 50 tilsynsteknikere nedlagt arbejdet. De holder blandt andet øje med, at dyrevelfærd og fødevaresikkerhed er i orden rundt omkring i landet.

Utilfredse med ændrede pauseregler
Striden handler ifølge Ekstra Bladets oplysninger om en varslet ændring af teknikernes pauseforhold, siger vicedirektør i Fødevarestyrelsen Johan Kjølhede Overgaard. Teknikerne er utilfredse med udsigten til, at de efter deres opfattelse kommer til at arbejde 5-6 minutter længere om dagen.

- Vi introducerer en ny pausemodel, som betyder, at pausen væk fra slagtekæden bliver lidt kortere - det har sammen med med henvisning til generelle arbejdsvilkår udløst arbejdsnedlæggelsen, siger han.

Baggrunden for den nye pausemodel er blandt andet, at kødkontrollen skal spare 30 millioner kroner frem mod 2020 som led i den vækstplan for fødevarer, som et bredt politisk flertal vedtog i foråret 2014, siger Johan Kjølhede Overgaard.

Han er opsat på at få de ansatte tilsynsteknikere fra kødkontrollen tilbage i arbejde hurtigst muligt og kalder arbejdsnedlæggelsen overenskomststridig.

- Vi står i en meget alvorlig situation. Slagterierne og deres ansatte bliver jo taget som gidsler i det her, for når vi ikke kan udføre vores kontrolopgave, så kan de ikke slagte.

- Der er også nogle landmænd, der føler sig taget som gidsler, fordi de ikke kan aflevere svin, som er opfedet til slagtning, og der kommer nye smågrise ind og skal fedes op. Der er nogle kæde, der bliver forstyrret af det her, siger han.

Mødte ikke på arbejde
Strejken brød ud sent i aftes, da ansatte på aftenholdet gik hjem. Og her til morgen har morgenholdet ifølge Ekstra Bladets oplysninger valgt at følge trop.

- Status er, at tilsynsteknikerne ikke er mødt på arbejde i dag. Derfor har der ikke været mulighed for en dialog med ledelsen, siger Nils Marling, der er kødkontrolchef på Sjælland for Fødevarestyrelsen, til TVØst.

Som konsekvens af strejken har Danish Crowns store sjællandske slagteri i Ringsted måttet hyre timelønnede dyrlæger ind.

Ledelsen hos Fødevarestyrelsen er ved middagstid onsdag i møde med repræsentanter fra Foreningen af Tilsynsfunktionærer under Serviceforbundet. Ekstra Bladet har været i dialog med flere bestyrelsesmedlemmer, som giver udtryk for, at de er blevet pålagt ikke at udtale sig.

Fødevarestyrelsen offentliggjorde tidligere på måneden, at den skal spare 40 millioner kroner i de kommende år som følge af regeringens krav om årlig effektiviseringer på to procent i statslige institutioner.

Ekstra Bladet følger sagen.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere