Strejke på flere hospitaler i hovedstaden

Det tekniske personale har i protest mod besparelser i Region Hovedstadens Center for Ejendomme nedlagt arbejdet

Blandt andet Rigshopsitalet er ramt af arbejdsnedlæggelser blandt det tekniske personale. Foto: Ritzau Scanpix
Blandt andet Rigshopsitalet er ramt af arbejdsnedlæggelser blandt det tekniske personale. Foto: Ritzau Scanpix

Det tekniske personale på flere hospitaler i Region Hovedstaden har nedlagt arbejdet.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse finder sted i protest over, at Center for Ejendomme i 2019 og 2020 skal spare 15 millioner kroner. Besparelsen skal opnås ved en fyringsrunde, hvor 25-30 årsværk bliver skåret væk.

Center for Ejendomme står for drift og vedligeholdelse af de fysiske rammer i Region Hovedstaden - herunder regionens hospitaler.

Se også: Hospitalsfyringer i hovedstaden

Kriseberedskab
Strejken rammer en række af regionens hospitaler, men ifølge en informationsmail, der er sendt til regionsrådets medlemmer, og som Ekstra Bladet har set, er et krisebedredskab i Center for Ejendomme trådt i kraft.

'Det betyder, at kritisk infrastruktur og forsyning opretholdes, og at patientkritiske områder ikke berøres,' står der blandt andet i skrivelsen.

I går fortalte en ansat i Center for Ejendomme til Ekstra Bladet, at varslet om fyringsrunden har haft stor effekt på arbejdsmiljøet.

- Folk er bange, hvilket giver sig til udtryk i, at folk er begyndt at stikke hinanden for at overleve, sagde den ansatte, som af hensyn til situationen ønsker at være anonym.

Vil tage lidt længere tid
Region Hovedstaden understregede i går over for Ekstra Bladet, at nedskæringerne ikke vil kunne mærkes af hospitalspatienterne i regionen.

'Reduktionerne kan få konsekvenser for løsningen af nogle opgaver, der ikke er kritiske for hospitalsdriften. Det kan fx komme til at betyde, at der i forhold til ikke-kritiske reparationer vil blive længere tid til klarmelding, men Center for Ejendomme vil tilrettelægge opgaveløsningen, så generne bliver mindst mulige,' lyder det i en mail.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger får de medarbejdere, der mister jobbet, besked på tirsdag 2. april.

Følgende hospitaler er berørt af strejken

- Amager Hospital

- Gentofte Hospital

- Herlev Hospital

- Hvidovre Hospital

- Rigshospitalet - både på Blegdamsvej i København og i Glostrup

172 kommentarer
Vis kommentarer