Strejke truer: Makværk eller milepæl?

Det kræver et ja hvis landet skal undgå en ny SOS-situation for sundhedsvæsnet

I midten Grete Christensen. Hvis hendes medlemmer stemmer nej, står sundhedsminister Magnus Heunicke pludselige med noget af en udfordring. Arkivfoto: RitzauScanpix
I midten Grete Christensen. Hvis hendes medlemmer stemmer nej, står sundhedsminister Magnus Heunicke pludselige med noget af en udfordring. Arkivfoto: RitzauScanpix

Netop som antallet af coronapatienter er gået under 100 risikerer en ny hammer at ramme det danske sundhedsvæsen.

5000 sygeplejersker går i strejke fra natten til lørdag, hvis resultatet af en afstemning blandt medlemmerne af DSR (Dansk Sygeplejeråd) ender med en forkastelse af det forlig, som er indgået.

Resultatet offentliggøres omkring klokken 12 i dag mandag.

I marts stemte sygeplejerskerne nej til den overenskomstaftale, som var indgået.

Siden har sygeplejerskernes forhandlere og det offentlige strikket en ny aftale sammen.

Men den indeholder ikke de ønskede løsstigninger, som er de utilfredse sygeplejerskers højeste ønske og krav.

Derfor var nogle sygeplejersker ganske rasende, da DSR-formand kaldte forliget 'en milepæl.'

Komité med torne
Som én skrev på sociale medier ifølge DR: 'Tænk at have frækhed til at kalde dette makværk for en 'milepæl' … Jeg væmmes.'

Hvad flertallet af sygeplejerskerne mener, får vi svar på i dag.

Omdrejningspunktet for afstemningen er nemlig en komité, som skal se på lønstrukturerne på det offentlige arbejdsmarked. Samt andre småforbedringer.

Grete Christensen, formand for DSR, var stolt af sin lønkomité, da den blev præsenteret.

- Vi har ikke fået flere penge til sygeplejerskerne her og nu. Men vi har fået noget, som jeg mener er meget vigtigere: Vi har fået indledt et reelt opgør med sygeplejerskernes og andre af velfærdsprofessionernes lønefterslæb. Og det er en fælles fagbevægelse, som står bag forslaget til regeringen. Det er en milepæl, som har store perspektiver, for aftalen markerer begyndelsen på at få os ud af den trædemølle, vi har trampet rundt i siden 1969 på grund af Tjenestemandsreformen, sagde hun til sine medlemmer i en pressemeddelsele.

En sygeplejerske har en startgrundløn på godt 25.000 kroner. En nyuddannet skolelærer får mellem 29.000 og 30.000 kroner. Det oplyser henholdsvis DSR og Danmarks Lærerforening på deres hjemmesider.

Ifølge DR har rekordmange af DSR's medlemmer stemt om det nye forslag. Stemmeprocenten har således været 74,4 procent, og det er rekord.

Til sammenligning var stemmeprocenten 53,6 procent, da et lille flertal på 47,3 procent af medlemmerne i marts stemte nej til aftalen.

Dengang stemte 46,5 procent for, mens 6,2 procent stemte blankt.