Strid om milliarder forsinker metrobyggeri i København

Uenighed mellem Metroselskabet og hovedentreprenøren betyder, at byggeriet ligger stille flere steder

Uenighed om milliarder af kroner betyder, at byggeriet af Cityringen flere steder er gået i stå.

Det skriver Berlingske på baggrund af en redegørelse fra Transportministeriet til Folketinget.

Stridens kerne er den samlede betaling, som hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) skal have.

Den lød oprindeligt på 21,3 milliarder kroner og blev i 2014 hævet til 22,2 milliarder på grund af metrostøj. Men nu vil CMT have yderligere syv milliarder kroner.

En af årsagerne er en tvist mellem CMT og underentreprenøren MT Højgaard om arbejdet med at indrette de nye stationer.

Den har ifølge redegørelsen betydet, at arbejdet flere steder er gået helt i stå.

- Den opståede tvist risikerer at forsinke færdiggørelsen af stationerne og dermed Cityringens åbningstidspunkt, står der.

Metroselskabet oplyser til Ritzau, at selskabet er i intense forhandlinger med CMT og i tæt dialog med selskabets ejere for at finde en løsning på problemet.

Det er tre ejere af Metroselskabet. Det drejer sig om Københavns Kommune (50 procent), staten (41,7 procent) og Frederiksberg Kommune (8,3 procent).

Ifølge tidsplanen i kontrakten skal Cityringen stå færdig i maj 2019 og åbne i juli samme år.

Efter den oprindelige tidsplan skulle den nye metro være klar til brug i december 2018, men blev udsat på grund af blandt andet støjgener.

Nu risikerer tvisten mellem CMT og underentreprenøren MT Højgaard at forsinke åbningstidspunktet yderligere.

Cityringen bliver 15 kilometer lang og får 17 stationer i alt.

136 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere