Strømmede til: Alle møbler var gratis

Et hotel i Roskilde skal snart renoveres, og derfor valgte direktøren at forære møblerne væk, så folk uden penge kunne få en ny seng eller stol

Hotel Scandic lokkede folk til fra nær og fjern i jagten på gratis møbler. Video/redigering: Anthon Unger / Martin Lorentsen

Udsigten til at tømme 49 hotelværelser for inventar og derved få en gratis seng med hjem fik over 100 mennesker til at valfarte til hotel Scandic i Roskilde.

Hotellet står overfor en større renovering, og derfor ville de gerne give møblerne væk, så værdigt trængende kunne få lidt inventar.

Alt inventar på de 49 værelser måtte tages med hjem, og det udnyttede de mange fremmødte. Der var opstillet nogle få, men vigtige regler. Var man gået ud af hotellet, så var det tilbage i køen og vente på sin tur, og man måtte kun tage, hvad man kunne have i sine hænder.

Se også: Julemand i jakkesæt: Hoteldirektør forærer inventaret væk

Fire senge og kun fire hænder
Reglen med de to hænder havde Martin Svensson og Rasmus Kock fra Fredericia glemt alt om, da de midt i kaosset på hotellets gange kiggede opgivende på de fire senge, som de skulle have med hjem til Jylland.

Forskellige løsningsmuligheder blev diskuteret, sengene blev forsøgt slæbt på sengetæpper. Problemet var, at de blev stående på gulvet, når der blev hevet i sengetæppet.

Martin Svensson og Rasmus Kock havde været på arbejde i PostNord i Fredericia til klokken fem om morgenen. De tog direkte til Roskilde efter deres vagt, så de kunne få sig nogle knap så nye senge med hjem til Jylland. Foto: Anthon Unger

- Tja, så må vi jo prøve med en seng under hver arm, der er ikke andet for, grinte Martin Svensson lidt opgivende, for med hjem til Jylland det skulle sengene.

Tanken om, at et ukendt antal mennesker har sovet i sengene, før de kom i Rasmus Kocks besiddelse, fandt han på ingen måde afskrækkende.

- Altså, jeg har aldrig ejet en seng fra ny af før, så det gør mig ikke noget, at andre har sovet i den. Den er gratis og fungerer, så beder jeg ikke om mere, fortalte den 25-årige jyde.

Efter megen møje og besvær havde de to gæve gutter held med at få sengene ud på parkeringspladsen til den ventende bil med den til formålet lånte hestetrailer.

Drengene fra Fredericia var ikke de eneste jyder, der var mødt op i Roskilde denne fredag. En familie var taget hele vejen fra Aalborg i jagten på de gratis glæder. De havde held med at få fat i en dobbeltseng, men de var nervøse for, om de kunne få den ind i traileren. Foto: Anthon Unger

Ikke snyd - indtil det bliver opdaget
Andre valgte at bøje reglerne om to hænder på varerne på kreativ vis. En kvinde stod i vinduet på første sal, mens hendes kvindelige hjælper stod nede foran. En for en kastede kvinden sække fyldt med dyner og puder ned.

- Altså, vi snyder jo ikke rigtig, for ingen har været henne og fortælle, at vi ikke må gøre sådan, fortalte kvinden på jorden, imens hun spejdede efter den næste sæk med dyner der skulle komme flyvende.

Taktikken var smart og listig, men i sidste ende blev de stoppet af en af Scandics medarbejdere. For kvindernes gradbøjningerne af reglerne betød, at andre blev snydt for deres mulighed for at få hotellets inventar med hjem i privaten.

Det var i strid med reglerne, da folk begyndte at kaste deres nyerhvervede genstande ud ad vinduerne. Foto: Anthon Unger
Det var i strid med reglerne, da folk begyndte at kaste deres nyerhvervede genstande ud ad vinduerne. Foto: Anthon Unger

Meget tilfreds direktør
Midt i kaosset frembragt af de fremmødtes jagt på gratis inventar stod direktøren for Scandic i Roskilde, Ole Høgh. Direktøren for det hele var yderst tilfreds med, hvordan arrangementet skred frem.

- Det gik bedre end forventet, folk har opført sig virkelig pænt. Vi frygtede, at det ville blive rent kaos, men jeg synes, at de har taget det i den ånd, vi har skabt det i, fortalte en glad Ole Høgh.

Det var ikke uden grund, at hotellet valgte denne fredag til at skille sig af med inventaret fra 49 værelser. De skal fra mandag 17. december renoveres, og i stedet for at smide møblerne ud eller donere dem til en butik kunne de blive hentet af værdigt trængende gratis.

Skulle nogen have lyst til at give lidt for møblerne, så pengene gives til det lokale julemærkehjem i Roskilde, så børnene der også kunne mærke, at det snart er jul.

Ole Høgh, direktør for Scandic i Roskilde, overvejer, om man skal gentage fredagens succes med de gratis møbler til februar, når de sidste 49 værelser på hotellet skal renoveres. Privatfoto
Ole Høgh, direktør for Scandic i Roskilde, overvejer, om man skal gentage fredagens succes med de gratis møbler til februar, når de sidste 49 værelser på hotellet skal renoveres. Privatfoto
 
221 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere