Donald Trump er nok stadig den største i familien, men han er ikke længere den rigeste.
Og det vækker opsigt i USA.
Den tidligere præsident er nemlig blevet overhalet af 37-årige Joshua Kushner, der er den mindre kendte lillebror til Jared Kushner - Donald Trumps svigersøn.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt Bloomberg.
Årsagen til, at Joshua Kushner nu er strøget forbi Donald Trump, er et stort aktiekøb i Josh Kushners firma Thrive foretaget af en gruppe internationale rigmænd.
Gift med supermodel
Der er efter sigende skudt omkring 1,2 milliarder kroner i kapitalfonden Thrive, og det betyder, at Josh Kushner nu skulle være god for omkring 25 milliarder danske kroner.
Trumps formue skulle være på omkring 18 milliarder kroner, og han er dermed blevet overhalet af sin svigersøns lillebror.
Men Joshua Kushner er ikke den eneste, der tjener til husholdningen i den familie.
Josh Kushner er nemlig gift med supermodellen Karlie Kloss, der er en af USA's mest anerkendte modeller, og har været på forsiden af alverdens magasiner.
Dermed er der stærk konkurrence til Melania Trump og Donald Trump i kampen om at blive USA's powerpar nummer 1.