Studerende: Aftale er for lidt og for sent

Det er dæmpet begejstring hos de studerende på ungdoms- og videregående uddannelser. I genåbningsaftalen får de lov til at komme tilbage på skolebænken - men det er for lidt og for sent, lyder det

Allerede i august sidste år demonstrerede en gruppe gymnasieelever mod hjemmeundervisning i Aarhus. Foto: Søren Vendelbo
Allerede i august sidste år demonstrerede en gruppe gymnasieelever mod hjemmeundervisning i Aarhus. Foto: Søren Vendelbo

Imens folkeskoleeleverne på torsdag kan løbe rundt i skolegården med armene over hovedet, er der mindre begejstring at spore hos de ældre elever.

Afgangslever på ungdomsuddannelserne - gymnasier, HF og lignende - kan vende tilbage torsdag. Men de øvrige årgange må først komme tilbage 21. maj, og det er sandsynligvis for sent, lyder det fra Ingrid Kjærgaard, der er formand for Danske Gymnasieelever:

- De fleste går på læseferie omkring 29. maj, så de når jo kun lige akkurat at komme tilbage, siger hun til Ekstra Bladet.

- Det sender et mærkeligt politisk signal, at man godt kan komme ned og blive tatoveret, men man kan ikke få lov til at uddanne sig.

Mange er skuffede over genåbningsaftalen, vurderer Ingrid Kjærgaard. Foto: Jens Dresling
Mange er skuffede over genåbningsaftalen, vurderer Ingrid Kjærgaard. Foto: Jens Dresling

Skuffet
For Ingrid Kjærgaard er det særligt problematisk, at den repetition der plejer at ligge i slutning af skoleåret, sandsynligvis også skal foregå hjemmefra:

- Det er nu, at vi er ved at repetere alt det, vi har lært i løbet af året, der jo også virkelig har været påvirket af hjemmeundervisning. Så det er ærgerligt.

- Mange troede virkelig på, at de ville komme tilbage efter påske, for det lugtede det jo lidt af i vinters.

- Jeg tror, der er mange, der er virkelig skuffede over det her, lyder det.

Ensomhed fylder
Også de studerende på de videregående uddannelser er skuffede, lyder det fra formanden for Djøf-studerende, Rasmus Pilegaard Petersen.

Lige nu kan 30 procent få lov til at møde fysisk op på universiteterne. Fra 21. maj får 50 procent af de studerende, og det har konsekvenser:

- Vi kan se, at trivslen halter blandt de studerende. Vi har gennemført en undersøgelse, der viser, at to ud af tre studerende føler sig ensomme.

 

Rasmus Pilegaard Petersen efterlyser en økonomisk håndsrækning til at gennemføre sociale og faglige aktiviteter for de studerende. Privatfoto
Rasmus Pilegaard Petersen efterlyser en økonomisk håndsrækning til at gennemføre sociale og faglige aktiviteter for de studerende. Privatfoto

- Usikkerheden fylder enormt meget. Der mangler virkelig en tidshorisont for, hvornår alle kan komme tilbage på studiet, siger Rasmus Pilegaard Petersen.

Han efterlyser, at politikerne sætter penge af til at få løfte det faglige og sociale efterslæb, de studerende sidder tilbage med efter tre semestre præget af corona:

- Der er kommet hjælpepakker til rigtig mange andre, men der er endnu ikke kommet noget, der er målrettet de studerendes trivsel, konstaterer han.