Da der 29. april blev afholdt den traditionsrige kapsejlads for studerende og tusindvis af tilskuere på Aarhus Universitet, var der traditionen tro også et indslag med en stripper.
Indslaget med den kvindelige stripper har fået flere kvindelige studerende til at klage til rektor, skriver Århus Stiftstidende.
- Først var jeg lidt i chok - jeg syntes, det ødelagde stemningen. Jeg ved godt, sexisme er en del af livet. Men det er et fælles arrangement, og de har ikke skrevet på forhånd, at der ville komme en stripper. Det kan godt være, det er en tradition, men jeg vidste det ikke, siger Christine Vestergaard, der er studerende på Aarhus Universitet.
Hun har skrevet klagen, der er underskrevet af syv kvindelige medstuderende.
Hun mener, at der kan være tale om blufærdighedskrænkelse, og hun vil overveje en politianmeldelse, hvis en stripper gæster kapsejladsen næste år, fortæller Christine Vestergaard.
Artiklen fortsætter under billedet.
Tradition
Den såkaldte kapsejlads foregår i Universitetsparken i Aarhus, hvor studerende i hold fra hvert af universitets institutter deltager med en oppustelig anordning til at sejle dem over søen.
På den ene side af søen skal drikkes en øl, drejes 10 gange rundt om sig selv, før turen i båden går retur over søen og skifter til den næste deltager på holdet.
Konkurrencen har fundet sted siden 1991 og omtales sågar på turistorganisationen Visit Aarhus' hjemmeside.
'Dette enestående og traditionsrige arrangement er blevet Nordeuropas største studenterdrevne event med omkring 30.000 besøgende. Kapsejladsen er en af de helt store fælles begivenheder for de studerende, hvor de forskellige studieordninger mødes til underholdning, konkurrence, hygge og fest på et niveau, hvor alle kan være med,' lyder det på hjemmesiden.
Vinderholdet modtager 'Det Gyldne Bækken'.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge Aarhus Stiftstidende er stripper-indslaget tillige også en tradition, der har fundet sted siden 2010 som en del af de økonomistuderendes optakt til konkurrencen.
Dårlig dømmekraft
Hos lederen af Institut for Økonomi, Niels Haldrup, møder stripper-indslaget ikke meget sympati, men er i stedet udtryk for en 'ualmindelig dårlig dømmekraft'.
Samtidig mener han dog, at de studerende som voksne mennesker selv kan og skal stå til ansvar for deres arrangementer, og hvilke indslag de ønsker.
Herunder om de ønsker at invitere en stripper.