Studie: Cancerdødsfald har været faldende i EU i fem år

Som mand er risikoen for at dø af kræft faldet seks procent siden 2014. For kvinder er den faldet 3,6 procent

Dette foto er ikke taget i forbindelse med den aktuelle artikel. Arkivfoto:  Jesper Nørgaard Sørensen / Ritzau Scanpix
Dette foto er ikke taget i forbindelse med den aktuelle artikel. Arkivfoto: Jesper Nørgaard Sørensen / Ritzau Scanpix

Antallet af cancerdødsfald har været faldende i EU i fem år. Det viser et nyt studie offentliggjort i det lægevidenskabelige tidsskrift Annals of Oncology tirsdag.

Risikoen blandt mænd for at dø af kræft er faldet cirka 6 procent fra 139 dødsfald per 100.000 mænd i 2014 til 131 i år.

Blandt kvinder er risikoen faldet 3,6 procent fra 86 dødsfald per 100.000 kvinder for fem år siden til 83 i år.

Det samlede antal cancerdødsfald i EU ventes i år at stige til 1,4 millioner. Det er en stigning på næsten 5 procent fra 1,35 millioner i 2014. Omkring 787.000 vil være mænd, mens 621.900 vil være kvinder.

Stigningen skal dog ses i lyset af en voksende befolkning, påpeger studiet.

Undersøgelsen viser desuden, at lungekræft i år vil dræbe flere kvinder end brystkræft. 96.800 mod 92.800.

Lungekræft forbliver fortsat den mest dødelig form for kræft. Således ventes 279.000 mennesker i EU at dø af lungekræft i år.

Hvad angår brystkræft viser studiet betydelige forbedringer i de største EU-lande siden 2014. Storbritannien fører vej med et fald på 13 procent i antallet af dødsfald efterfulgt af Frankrig med et fald på 10 procent.

I Tyskland har man oplevet et fald på ni procent i løbet af de seneste fem år, mens det gælder syv procent i Italien og fem procent i Spanien. Omvendt har man i Polen oplevet en stigning på to procent i samme periode.

Det viser studiet, der er gennemført af professorerne Carlo La Vecchia fra Università degli Studi di Milano og Fabio Levi fra Université de Lausanne i Schweiz.

10 kommentarer
Vis kommentarer