Studie: Mindre gluten kan give vægttab og sundere tarme

Professor er overrasket over sin egen kortlægning af effekterne af en kost med mindre gluten

Skærer man kraftigt ned på brød, pizza, pasta og anden glutenholdig mad, vil man nok få en bedre mavefornemmelse og et beskedent vægttab.

Det skriver Politiken onsdag.

52 danske og internationale forskere har efter seks års studier for første gang på verdensplan påvist, at spiser man mindre gluten, kan det have flere positive effekter. Der er gluten i mad med hvede, rug eller byg.

Således kan det forandre sammensætningen af ens tarmbakterier, så man vil føle sig mindre oppustet, have mindre luft i maven og endda få et uventet vægttab på næsten et kilo efter otte uger.

- Vægttabet var helt, helt uventet for os, siger professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen, Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter ved Københavns Universitet, til Politiken.

Professoren er leder af og seniorforfatter til det nye studie. Det er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Studiets primære formål var at undersøge, om sammensætningen og funktionen af nogle af tarmenes hundredvis af forskellige bakteriearter ændrer sig, hvis man udskifter en fiber- og glutenrig kost med en fiberrig, men glutenfattig kost.

- Det vigtigste ved studiet er ikke nødvendigvis vægttabet, men den større tarmsundhed, man kan opnå ved en fiberrig low-gluten-kost. Rigtig mange mennesker har nemlig mave-tarm-problemer, ondt i maven, er oppustede eller har meget gasdannelse i maven, siger Oluf Borbye Pedersen.

Ifølge professoren lider mindre end én procent af den autoimmune sygdom cøliaki. Det betyder, at de reelt ikke tåler gluten. Op mod hver femte voksne har konstant problemer med mave og tarm i et eller andet omfang.

- En af årsagerne kan være det store forbrug af glutenholdigt brød, pasta og pizzaer med kostfibre overvejende fra hvede og rug, siger Oluf Borbye Pedersen.

Undersøgelsen peger på, at den fiberrige kost næsten uden gluten medfører det beskedne vægttab, fordi tarmbakterierne øger forbrændingen af kalorier.

- Det ser ud til, at noget af den overskydende energi, som din krop ikke skal bruge, bliver brændt af som varme i stedet for at blive deponeret i fedtvævet, siger Oluf Borbye Pedersen til Politiken.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere