Studie: Sådan spredte corona sig på fælles kontor

Et nyt studie afdækker med udgangspunkt i et scenarie fra den virkelige verden, hvordan coronavirus kan sprede sig og smitte mange på store kontorer

Her viser Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Statens Serum Institut de steder på arbejdspladsen, hvor du typisk bliver smittet. Video: Lasse Brøndal

I midten af marts registrerede Sydkorea en pludselig stigning i antallet af coronasmittede, efter et stort kontor blev til et såkaldt hotspot for den hurtigt smittende virus.

Nu har et sydkoreansk studie fra landets Center for Sygdomsbekæmpelse- og Kontrol - CDC - med udgangspunkt i scenariet afdækket, hvordan coronavirussen spredte sig på det store kontor, som nærmere bestemt var et callcenter i hovedstaden Seoul.

Og resultaterne er foruroligende. Det viser sig nemlig, at langt størstedelen af dem, der blev smittet, sad på samme åbne kontor. 

Hvordan blev studiet lavet?

8. marts blev myndighederne i Seoul gjort opmærksomme på, at der var bekræftet smitte hos en person, som arbejdede i en 19-etagers bygning, hvori blandt andet et callcenter med 811 ansatte lå.

Myndighederne vurderede, at der var risiko for en klynge af smittetilfælde. Dagen efter blev bygningen lukket, og en epidemiologisk undersøgelse blev igangsat.

Myndighederne testede her 922 ansatte, 201 beboere og 20 besøgende, mens de var i 14 dages karantæne.

Dem, som testede negativt, blev testet to gange, og pårørende til de smittede blev også testet flere gange.

'Usædvanligt smitsom' på kontorer
Af de 1143 testede fandt myndighederne, at 97 var smittet med coronavirus. Det svarer til 8,5 procent.

Fire af de smittede viste ingen symptomer.

Forskerne bag studiet konkluderer, at coronavirus kan være 'usædvanligt smitsom' på store kontorer med mange medarbejdere.

Ifølge studiet arbejdede 94 ud af de i alt 97 smittede nemlig på samme åbne kontor, altså callcenterets.

79 af dem sad i samme afdeling.

I illustrationen herunder kan du se, hvordan de coronasmittede sad i det åbne kontorlandskab:

Her ses et kort over 11. etage, hvor call centeret ligger. De blå pladser viser, hvor de coronasmittede sad. Illustration: CDC
Her ses et kort over 11. etage, hvor call centeret ligger. De blå pladser viser, hvor de coronasmittede sad. Illustration: CDC