Styrelse ophæver viruskarantæne for hjemvendte danskere

Hjemmekarantæne for de danskere, der som de første blev evakueret fra Hubei-provinsen, er blevet ophævet

I disse dage ophæves hjemmekarantænen for de første hjemvendte personer, der kom tilbage til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina, der er ramt af et udbrud af virusset corona.

I forbindelse med udbruddet blev danskere og borgere med dansk opholdstilladelse hentet hjem til Danmark.

De første hjemvendte personer landede i Roskilde Lufthavn henholdsvis den 1. februar og den 3. februar. Her tog overlæger fra Styrelsen for Patientsikkerhed imod dem og foretog en konkret risikovurdering.

De blev alle anbefalet at komme i hjemmekarantæne. Det skete ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Siden har styrelsen været i daglig kontakt med de hjemvendte.

- Vi har været i kontakt med alle de hjemvendte og fortalt dem, at de nu ikke længere er i risiko for smitte med ny coronavirus, siger Anne Hempel-Jørgensen, overlæge hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

- De var alle meget glade og lettede over, at de nu kan færdes frit, som de plejer og begynde deres hverdag igen med skole, arbejde og sociale arrangementer. Alle er raske og har det godt, tilføjer hun.

Hjemmekarantænen varede 14 dage. Personer i hjemmekarantæne skal opholde sig derhjemme og blandt andet måle deres temperatur dagligt.

Det skal ske for at sikre, at der ikke udvikles feber, som er et symptom på smitte.

0 kommentarer
Vis kommentarer