Styrelse: Patienter skal ikke bruges som forsøgskaniner til coronamedicin

Fra mandag vil det ikke længere være muligt at få udskrevet klorokin på recept fra sin egen praktiserende læge, oplyser Lægemiddelstyrelsen

Danske coronapatienter skal ikke bruges som forsøgskaniner, når det kommer til at teste, hvorvidt malariamedicinen klorokin kan bruges i kampen mod corona.

Det mener Lægemiddelstyrelsen, der godkender og kontrollerer lægemidler i Danmark.

Derfor ændrer Lægemiddelstyrelsen nu reglerne, således at praktiserende læger ikke længere kan udskrive klorokin på recept. Det vil fremover kun være hospitaler og speciallæger, der får adgang til malariamedicinen.

Meldingen kommer, efter at flere lande er begyndt at teste klorokin mod coronavirus.

I Kina, Australien, Singapore, Polen og Frankrig har man forsøgt sig med at behandle coronasmittede med klorokin.

Torsdag sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, på et pressemøde, at klorokin vil blive tilgængelig for alle amerikanere smittet med coronavirus.

Trumps melding fik efterfølgende de amerikanske myndigheder til at minde præsidenten og befolkningen om, at klorokin endnu ikke er godkendt til behandling at coronavirus.

Vil undersøge effekten
Og det samme gør Lægemiddelstyrelsen nu.

Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, kalder det en 'fremragende idé', at man nu går i gang med at undersøge effekten af klorokin. Men, understreger han:

- Vi skal vide, om det virker, og derfor skal der laves kliniske forsøg. Man skal ikke gå ud og bruge medicin lemfældigt med patienter som forsøgskaniner uden garanti for, at medicinen virker, siger han til Ekstra Bladet.

Advarede mod klorokin på recept
Det er dog kun få dage siden, at samme Lægemiddelstyrelsen lørdag var ude med sønderlemmende kritik af en praktiserende læge for at udtale sig om effekterne af klorokin-behandling af danske coronapatienter.

- Det er udokumenterede påstande og ikke myndighedsgodkendte anbefalinger, og det advarer vi selvfølgelig imod i sådan en tid her, lød det fra styrelsens direktør, Thomas Senderovitz til DR.

Med de nye regler vil det fra mandag ikke længere være muligt at få udskrevet klorokin på recept fra sin egen praktiserende læge. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen til Ekstra Bladet.

- Fra mandag ændrer vi udleveringsbestemmelserne for klorokin, så det kun er speciallæger og hospitaler, der vil have adgang til det. Det gør vi, for at der ikke skal komme et uhensigtsmæssigt forbrug af noget, der ikke er dokumenteret, siger Thomas Senderovitz.

Som det første danske hospital vil Hvidovre Hospital begyndte at teste klorokin som mulig kur mod coronavirus. Omkring 50 patienter og deres pårørende skal deltage i studiet. Læs mere om det her.

445 kommentarer
Vis kommentarer