Skal du til Sverige med bil eller tog, behøver du ikke afsætte mere tid af, end du plejer.
Sådan lyder meldingen fra både Øresundsbroen og DSB.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, meddelte fredag aften, at Sverige styrker grænsekontrollen.
Det vil vare i ti dage, men der er mulighed for at forlænge den med yderligere 20 dage, lød det.
At rejsende kontrolleres, er ikke nyt. I januar 2016 iværksatte Sverige id-kontrollen over for rejsende fra Danmark.
Men på trods af Löfvens besked fredag er der altså ikke tikket meldinger ind om at tjekke bilister og togpassagerer mere grundigt end sædvanligt på rejsen fra Danmark til Sverige.
- Vi har ikke modtaget nogen henvendelser om at ændre på den id-kontrol, vi udfører. Det fortsætter på samme måde som hidtil, siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov.
Samme besked kommer fra Sanna Holmqvist, der er presseansvarlig hos Øresundsbroen.
- Der er jo en grænsekontrol, når man kører mod Sverige. Den er på plads. Men vi ved ikke, om der sker nogen forandringer, siger hun.
Fredag aften var flere af banerne gennem betalingsanlægget i retning mod Danmark lukkede. Det skete, fordi politiet kontrollerede køretøjer, der kørte ud af Sverige.
Kun to og senere tre baner ud af 11 var åbne. Men den melding ophørte natten til lørdag. Alle baner kan derfor igen bruges til gennemkørsel.