Succesfuld direktør: Derfor arbejder jeg så lidt

Amerikanske Ryan Carson arbejder 32 timer om ugen fordelt på fire dage - og vælter sig i succes

Ryan Carson har stor succes med at arbejde mere koncentreret i færre timer. (Fotos fra Facebook)
Ryan Carson har stor succes med at arbejde mere koncentreret i færre timer. (Fotos fra Facebook)

Ryan Carson er manden bag Treehouse, en online undervisningplatform, der tilbyder kurser i at opbygge hjemmesider, mobil-apps og generel forretnings-udvikling.

Investorer har spyttet over 80 millioner kroner i foretagendet, som blev stiftet i 2011, har over 50.000 brugere og cirka 60 ansatte.

Men Ryan Carson, som er født i 1977, er ikke som mange andre succesfulde chefer. Han arbejder nemlig kun 32 timer om ugen fordelt på fire dage - ligesom de øvrige medarbejdere hos Treehouse i Portland, Oregon.

Og hvordan når Ryan Carson og alle hans medarbejdere så at få lavet det hele på kortere tid? Den succesformel har han nu lækket til Washington Post:

Står tidligt op
Vækkeuret ringer klokken 5. Tiden om morgenen bruges på at tænke, besvare nogle få mails og planlægge dagen.

- Jeg elsker den tid på dagen. Det er min alenetid. Jeg kan organisere min dag, få klaret et par ting, siger Ryan Carson.

Samtidig er Ryan Carson meget fokuseret, og arbejder meget hårdt, når han endelig er på arbejde. Og så har han helt droppet mails i arbejdstiden.

- Jeg har absolut arbejdet steder, hvor det eneste, jeg lavede, var at tjekke mail.

Dermed var arbejdstiden styret af andres prioriteringer. I stedet tager Ryan Carson og alle medarbejderne hos Treehouse pauser fra det koncentrerede arbejde. Pauserne bruges på at logge ind på web-forummet Canopy, hvor de diskuterer specifikke projekter med relevante personer.

- Det betyder, at jeg ikke hele dagen skal agere brandslukker og prøve at regne ud, om en mail er vigtig for mig eller ej, siger Ryan Carson til Washington Post.

- Når jeg har tid, bruger jeg Canopy. Jeg læser det, der er henvendt til mig, svarer og lukker ned.

- Det hele går ud på at være yderst effektiv, fordi vi prøver at få lavet fem dages arbejde på fire.

Mindre forstyrrelse

Ryan Carson har også skåret ned på forstyrrende elementer, da en undersøgelse har vist, at en typisk viden-medarbejder forstyrres i gennemsnit hver tredje minut - og at det tager 27 minutter at genskabe det fulde fokus på arbejdsopgaven.

Derfor opfordres medarbejderne til at kommunikere via Hipchat, som beskytter mod unødvendige forstyrrelser og holder medarbejderen på sporet.

- Asynkron kommunikation er nøglen, siger Ryan Carson.

Skal have et liv
En anden vigtig faktor er, at alle medarbejderne hver dag sætter sig sammen ved et langt bord og spiser frokost sammen.

- Det tvinger medarbejderne til at have noget personligt samvær med hinanden. Til at tale med hinanden. Til at forlade skrivebordet.

Og så går Ryan Carlson meget op i, at både han selv og medarbejderne har et liv ved siden af jobbet.

- Det er bare almindelig sund fornuft. Hvis dine medarbejdere er friske og motiverede, så præsterer de bedre.

- Hvis du hen over en måned sammenligner en person, der arbejder 60 timer om ugen, og en der arbejder 32 timer, ja så vil personen, der arbejder 60 timer, få mere fra hånden på den måned. Men hvad så på 12 måneder? Hvad med syv år? Når jeg fortæller det til folk, siger de fleste 'Nå ja, det kan jeg godt se', siger Ryan Carson.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere