Sulter efter din konto

Rige danskere skal betale for at have penge i Jyske Bank. Almindelige danskere risikerer at blive ramt i fremtiden

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, åbner for, at almindelige kan risikere at skulle betale for at sætte penge i banken. Arkivfoto: Linda Johansen
Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, åbner for, at almindelige kan risikere at skulle betale for at sætte penge i banken. Arkivfoto: Linda Johansen

Flere banker kan følge i strømmen af Jyske Bank, der tirsdag har meddelt, at der bliver indført negative renter for bankens rige kunder.

Det vurderer pressechef Ulrik Marschall, My Banker, der lever af at rådgive danskerne om bankforretninger.

- Jeg tror, at bankerne er meget interesseret i at strække det længst muligt, inden de lader det ramme almindelige mennesker. Lige nu er det kun én bank, der har indført det, men inden for de næste to-tre uger, kommer der nok flere banker til. Og nok med samme model, siger han.

Han bakkes op af investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, der til Ritzau siger:

- Det her kan sagtens danne præcedens for andre banker. Måske ikke lige nu og her - men jeg vil ikke være forbavset, hvis de andre gør noget lignende hen ad vejen.

9.000 årligt
I Jyske Bank betyder udmeldingen, at privatkunder med over 7,5 millioner kroner skal betale 0,6 procent i rente, med mindre der bliver indgået en anden aftale. Det svarer til 9.000 kroner årligt, hvis der står otte millioner kroner på bankbogen.

I sidste uge afviste Danske Bank, at den ikke vil indføre negative renter for privatkunder. Det skete i forbindelse med, at UBS havde indført en negativ rente på netop 0,6 procent.

I dag ønsker bankens pressechef dog ikke at kommentere yderligere på sagen eller på spørgsmålet om, hvorvidt bankens rigere kunder risikere at blive ramt af negative renter.

Det vil Anders Dam, ordførende direktør, Jyske Bank godt. Han åbner for, at flere kunder kan blive ramt:

'Vi håber ikke det bliver nødvendigt at lade flere private kunder omfatte af negative renter, men vi kan ikke garantere at det ikke sker,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

'Der er blevet advaret mod negative renter, fordi det kan få folk til at trække penge ud af banken. Hvordan vil I undgå det?'

'Kunderne må jo selv overveje risikoen ved at ligge med f.eks 50 mio.kr. derhjemme, men det er meget risikabelt i forhold til hjemmerøverier.'

Anders Dam ønsker ikke at kommentere på, hvor mange kunder, der bliver ramt, men han skriver:

'Men tallet er ikke større end, at vi i løbet af nogle dage formentlig har været i telefonisk kontakt med dem alle og inviteret dem til et møde i banken, hvor vi kan drøfte løsningmulighederne.'

Ser tiden an
I Nykredit er øverste direktør Michael Rasmussen ikke afvisende for at lade private kunder betale. I en skriftlig kommentar til Ritzau, siger han:

’I forhold til negative renter til privatkunder, så ser vi tiden an. Når det så er sagt, så har jeg svært ved at se, at hr. og fru Danmark skal betale negative renter på sådan noget som en almindelig lønkonto.’

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at Jyske Bank sløjfer de negative renter, svarer bankdirektøren:

'Der skal vi formentlig ind i et miljø hvor renterne atter bliver positive, før vi sløjfer de negative renter.'

Bankerne kan sætte penge ind på den såkaldte foliokonto i Nationalbanken. Her er der samlet indlån for 31,4 milliarder kroner til nul procent i rente. På alle penge ud over foliokontoen, skal bankerne betale en negativ rente på 0,65 procent.

Der har været negative renter i Nationalbanken siden 2014. I den tid har bankerne haft et overskud før skat på 155 milliarder kroner.

81 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere