Sundhedsansatte kan nægte at behandle coronapatienter i Storbritannien

En britisk fagforening med over 450.000 medlemmer opfordrer sundhedspersonale uden tiltrækkelige værnemidler til at nægte at behandle coronasmittede

De ansatte i sundhedssektoren skal som minimum have handsker, masker og forklæder til rådighed, mener fagforeningen. Foto: Ritzau Scanpix
De ansatte i sundhedssektoren skal som minimum have handsker, masker og forklæder til rådighed, mener fagforeningen. Foto: Ritzau Scanpix

Ansatte i den britiske sundhedssektor kan fremover nægte at arbejde og dermed behandle coronasmittede patienter, hvis de ansatte ikke har tilstrækkelige værnemidler til rådighed.

Sådan lyder opfordringen fra den britiske fagforening The Royal College of Nursing til dens over 450.000 medlemmer.

Det skriver CNN.

'I sidste ende, hvis du har foretaget alle andre forholdsregler for at reducere risikoen for coronasmitte, og du ikke har fået udleveret de tilstrækkelige værnemidler, er du i din ret til at nægte at arbejde', lyder opfordringen til medlemmerne.

Skal kunne retfærdiggøre strejke
Fagforeningen understreger, at det skal ses som en 'sidste udvej'.

'Hvis arbejdsgiveren ikke kan fremskaffe de fornødne værnemidler og et sikkert arbejdsmiljø, kan du som arbejdstager nægte at behandle en patient'.

Sundhedspersonalet skal dog være 'i stand til at retfærdiggøre beslutningen som rimelig'.

'Min indbakke gløder'
Administrerende direktør og generalsekretær i The Royal College of Nursing Donna Kinnair fortalte lørdag i et interview med BBC, at de britiske sygeplejersker er ved at løbe tør for værnemidler.

- Min indbakke gløder hver eneste dag. Det har øverste prioritet for sygeplejerskerne, at de ikke har nok værnemidler, sagde Donna Kinnair.

De ansatte skal som minimum have handsker, masker og forklæder til rådighed, mener hun.

Lørdag kunne den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, oplyse, at i alt 19 sundhedsansatte, der var smittet med coronavirus, er døde.

Danske sygeplejersker spørger om det samme
Ekstra Bladet har spurgt Dansk Sygeplejeråd, der varetager danske sygeplejerskes interesser, hvorvidt man kan forestille sig at opfordre til det samme i Danmark.

Her lyder svaret fra formand Grethe Christensen, at flere sygeplejersker har dog allerede henvendt sig til Dansk Sygeplejeråd og spurgt, om de kan nægte at passe coronasmittede patienter, men at man ikke på nuværende tidspunkt vil komme med en lignende opfordring.

Læs mere her.

Se også: Danske sygeplejersker: Må vi nægte at behandle coronapatienter?

66 kommentarer
Vis kommentarer