Sundhedsminister: 104 nye smittede med coronavirus

Der holdes særligt øje med Aarhus, Silkeborg og Ringsted samt kommuner på den københavnske Vestegn

Det seneste døgn er der registreret 104 nye smittede med covid-19 i Danmark.

Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Statsministeriet.

Pressemødet har primært handlet om krav om mundbind eller visir i den offentlige trafik fra lørdag 22. august for alle over 12 år.

Men sundheds- og ældreministeren giver samtidig en status på det aktuelle antal smittede.

Tallene for indlagte og coronarelaterede dødsfald ventes først klokken 14.

Fredag var der 14 indlagte, hvilket var en stigning på en i forhold til dagen før.

Magnus Heunicke siger, at antallet af kommuner, hvor smitten registreres, er steget de seneste uger.

Ministeren er særligt opmærksom på smitteudviklingen i tre kommuner - Aarhus, Silkeborg og Ringsted.

De tre kommuner har de seneste uger registreret et øget antal smittede.

Man følger også udviklingen i kommunerne på den københavnske Vestegn, siger Magnus Heunicke.

Han glæder sig over, at appen 'Smittestop' er downloadet op mod en million gange.

Flere end 400 personer har logget ind i appen og registreret, at de er smittet, oplyser ministeren.

Fredag blev der meldt om 165 nye smittede med coronavirus.

De seneste to uger har antallet - med to undtagelser - været et godt stykke over 100 nye smittede per dag.

Men nu ser stigningen ud til at være stoppet, siger afdelingschef Tyra Grove Krause, afdelingschef ved Statens Serum Institut, på pressemødet.

- Vi har set en opblussen i antallet af smittede i Danmark og flere lokale ophobninger. Nogle er under kontrol, og andre ser ud til at være ved at være det.

- Stigningen fra sidste uge ser ud til at være bremset op i denne, siger hun.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger på pressemødet, at kampen mod coronavirus i høj grad er regionalt og lokalt funderet.

- Vi forventer at se flere lokale udbrud. Kernen i forhold til at bevare kontrollen er de lokale indsatser.

- Vi skal fange udbruddene i opløbet og isolere dem, så vi kan få brudt smittekæderne, siger han på pressemødet.

FAKTA: Se her Sundhedsstyrelsens råd om stofmundbind

Der indføres krav om mundbind i al offentlig transport i hele døgnet fra lørdag 22. august. Det sker som konsekvens af en stigende coronasmitte.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag på et pressemøde.

Stofmundbind har tidligere været frarådet, men nu lyder Sundhedsstyrelsens råd, at et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind.

Det giver dog ikke samme sikkerhed som de CE-mærkede engangsmundbind. Derfor er der flere retningslinjer for brugen af stofmundbind.

Et stofmundbind skal:

* Bestå af tre tætvævede lag stof, for eksempel bomuld.

* Slutte tæt om næse og mund.

* Være forsynet med elastikker.

* Vaskes ved 60 grader.

* Vaskes dagligt eller hyppigere, hvis det bliver fugtigt.

* Smides direkte til vask efter brug.

* Ikke deles med andre.

Uanset hvilket mundbind der bruges, skal det bruges rigtigt for at opnå beskyttelse.

* Hav rene fingre, når det tages på.

* Rør ikke ved mundbindet, mens det er på.

* Vask hænder, efter mundbindet er taget af.

Kilder: Sundhedsstyrelsen

32 kommentarer
Vis kommentarer