Sundhedsministeren beklager at man ikke fulgte op på sydkoreansk coronatilbud

Sundhedsminister Magnus Heunicke beklager over for en række folketingspolitikere, at man ikke fik fulgt op på en sydkoreansk coronahenvendelse

'Test, test, test' har WHO sagt, mens regeringen først søndag har valgt at skifte strategi til flere tests. Video: Reuters

I en mail til Folketingets sundhedsordførere beklager sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at sundhedsmyndighederne ikke har fulgt op på tilbuddet om at købe testkits fra Sydkorea.

'Flere af jer har sikkert læst i Berlingske Tidende her til aften, at de danske sundhedsmyndigheder er blevet kontaktet af sydkoreanske embedsmænd, som har tilbudt at sælge testkit til Covid-19 fra sydkoreanske leverandører', starter mailen fra Magnus Heunicke (S), som Ritzau og Politiken er i besiddelse.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Samfund - 22. mar. 2020 - kl. 10:34 Sender 100.000 coronatests ud af landet: Sundhedsstyrelsen svarede aldrig

'Beklageligvis har de danske sundhedsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad fulgt op på henvendelsen fra de sydkoreanske embedsmænd,' fortsætter mailen.

Sundhedsminister Magnus Heunickes bodsgang kommer, efter Berlingske søndag kunne fortælle, at en sydkoreansk embedsmand for to uger siden henvendte sig til de danske myndigheder og tilbød at formidle salg af coronatests på vegne af fire store sydkoreanske producenter.

Producenterne ville på kort tid kunne levere tusindvis af godkendte testkits, men Danmark takkede nej.

Dansk producent sendte tests ud af landet
Mailen til Folketingets sundhedsordførere blev sendt samme dag, som Ekstra Bladet kunne fortælle, at den danske producent af coronatests PentaBase aldrig havde fået svar på deres tilbud om at sælge selv samme til de danske myndigheder.

I stedet blev 100.000-vis af coronatests sendt ud af landet.

Det på trods af, at de danske myndigheder desperat mangler testudstyr og lørdag kunne oplyse, at manglen på coronatests betød, at man ikke længere kunne teste sundhedspersonale i det omfang, man ønskede.

Også her måtte sundhedsministeren gå bodsgang.

Søndag aften meddelte Magnus Heunicke således, at man har taget kontakt til den danske PentaBase og andre danske virksomheder, der kan hjælpe i kampen mod corona, ligesom han oplyste, at man nu ændrer strategi og vil teste mere for coronasmitte.

Vil kontakte Sydkorea
Mandag vil Sundhedsministeriet angiveligt forsøge at genoptage den tabte kontakt med den sydkoreanske leverandør.

'Ministeriet er ved at afklare det præcise forløb, men mit ministerium har allerede her til aften rakt ud til den sydkoreanske ambassade i København med henblik på i morgen tidlig at genetablere en kontakt om muligt køb af testkit fra de sydkoreanske leverandører', skriver ministeren ifølge Politiken.

612 kommentarer
Vis kommentarer