Fremover skal man kun være isoleret i fire døgn, hvis man har ingen eller meget få symptomer.
Derudover kan man afslutte sin isolation, når man ikke længere har symptomer. Før skulle man vente til 48 timer efter, at symptomerne var ophørt.
Dog skal der gå mindst fire døgn, hvis man har betydelige symptomer.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Kun smittede skal isoleres
Fremover er det også kun smittede, der skal isoleres, fremgår det desuden af pressemeddelelsen.
Nærkontakter skal altså ikke længere isolere sig.
Sundhedsstyrelsen begrunder de nye anbefalinger med den stigende smitte med den mildere omikron-variant.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Bliv opdateret på de danske smitte- og vaccinetal.
Smitten har gjort det meget vanskeligt at opretholde væsentlige samfundsfunktioner med de forhenværende anbefalinger.
- Den senere tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere, udtaler vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.
- Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge, fortsætter hun.
Vicedirektøren anerkender, at de lempede anbefalinger vil betyde, at flere vil blive smittet.