Sundhedsstyrelsen bekymret over stigning i unges alkoholforbrug

Undersøgelse viser klar sammenhæng mellem rygning og stort alkoholforbrug blandt unge

Arkivfoto: Marius Nyheim
Arkivfoto: Marius Nyheim

Et stigende antal af Danmarks unge indtager større mængder alkohol, end det var tilfældet for få år siden.

Det viser en ny undersøgelse af rusmiddeladfærden blandt elever i 9. klasse i Danmark, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen er en del af Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse, hvor danske 15-16-åriges forbrug af alkohol, tobak og illegale stoffer bliver undersøgt.

Og her går det altså den gale vej i forhold til Sundhedsstyrelsens ønske om, at færre unge skal ryge og indtage store mængder alkohol.

Således har 40 procent af eleverne svaret, at de har været fulde inden for den sidste måned. I 2015 var andelen 32 procent.

Unges alkoholforbrug var ellers dalet siden 1999, men nu går det altså den anden vej igen.

- Stigningen blandt de unge, der drikker sig fulde, er et rigtig trist billede på vores dårlige alkoholkultur. Samtidig kan vi se, at mange af eleverne, der alle er mindreårige, får lov til at drikke derhjemme. Det er vigtigt, at vi som forældre og voksne tæt på de unge kommer mere på banen og tager et langt større ansvar for de unges drukkultur, siger Niels Sandø, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsens forebyggelsesenhed.

Sammenhæng mellem druk og rygning
Ud over at vise et øget indtag af alkohol, viser undersøgelsen også, at der er en klar sammenhæng mellem rygning og et stort alkoholforbrug blandt unge.

Således har størstedelen af dem, der har været fulde inden for den seneste måned, også svaret, at de ryger dagligt. I samme gruppe er der også flere, der har prøvet at ryge hash inden for den seneste måned.

- Den tydelige sammenhæng mellem de forskellige rusmidler fortæller, at forebyggelsesindsatsen over for de unge skal tænkes på tværs af alkohol, tobak og illegale stoffer, og at vi som voksne skal være opmærksomme på, hvordan vores adfærd og holdninger til de forskellige rusmidler har en afgørende betydning for de unges brug af tobak, alkohol og stoffer, lyder det fra Niels Sandø.

Undersøgelsen viser, at i alt 9,9 procent af de medvirkende ryger dagligt. Det tal var i 2015 9,1 procent, mens det i 1999 var 23,5 procent af de 15-16 årige, der røg.

Andelen af elever, der har drukket fem eller flere genstande ved samme lejlighed i løbet af de sidste 30 dage er i undersøgelsen 59,4 procent, mens det i 2015 var 56,4 procent. I 1999 var det tal 63,4 procent.

Du kan læse hele undersøgelsen og den resultater her.

79 kommentarer
Vis kommentarer