Sundhedsstyrelsen inviterer til pressebriefing

Styrelsen vil klokken 12 orientere om vurderingen af, hvorvidt 12-15-årige bør vaccineres

Sundhedsstyrelsen inviterer til pressebriefing

Explainer: Læge Tue Flindt Møller forklarer, hvordan man skal forholde sig til bivirkninger fra coronavaccinen, 11. marts 2021

Sundhedsstyrelsen afholder torsdag klokken 12 en pressebriefing i Eigtveds Pakhus i Udenrigsministeriet i København.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Temaet for mødet er, at Sundhedsstyrelsen vil orientere om sin vurdering af, hvorvidt 12-15-årige skal tilbydes vaccine mod covid-19 i Danmark.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at baggrunden for, at man har lavet vurderingen, er, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) 28. maj anbefalede at give vaccinen til børn på 12 år og opefter.

I Danmark har man hidtil kun vaccineret personer på 16 år eller mere.

På dagens pressemøde vil Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, deltage sammen med Formand for Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS), Klaus Birkelund Johansen.

Pressemødet kommer dagen efter, at verden blev præsenteret for en lidt skidt vaccine-nyhed, idet vaccinen fra CureVac viste sig at være mindre end 50 procent effektiv mod covid-19.

CureVac har været ventet blandt andet i Danmark, hvor den har været med i beregningerne af den danske vaccinekalender. Hvilken betydning forsinkelsen har for den danske vaccinekalender er endnu uvist.