Sundhedsstyrelsen lemper restriktioner for skoler

Elever skal have været under en meter fra en smittet i 15 minutter eller mere for at være nære kontakter

Der kommer flere lempelser for skolernes coronaretningslinjer, når de i løbet af august vender tilbage fra sommerferie. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der kommer flere lempelser for skolernes coronaretningslinjer, når de i løbet af august vender tilbage fra sommerferie. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen lemper nu retningslinjerne for landets skoler, så hjemsendelser kun finder sted ved større smitteudbrud. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse fredag.

- Vi vil meget gerne være med til at få skolegangen tilbage til det normale før coronaepidemien. Vi ved, det er vigtigt for børns trivsel, at hverdagen er genkendelig. Derfor er vores prioritet at sikre, at skolerne forbliver åbne, så vidt det er muligt, siger Andreas Rudkjøbing, der er læge i Sundhedsstyrelsen i meddelelsen.

De nye retningslinjer betyder, at hjemsendelser kun finder sted 'ved større smitteudbrud eller andre særlige situationer'.

Styrelsen nævner, at det kan være ved smitte af 30 til 40 personer, ved en superspredningsbegivenhed på skolen, eller hvis der er tale om nye og særligt bekymrende coronavarianter på skolen.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Explainer: Forstå Delta-varianten

Samtidig ændrer Sundhedsstyrelsen definitionen af, hvem der er nær kontakt til en smittet i dagtilbud, skoler og på andre uddannelser. Fremover skal en nær kontakt have været under en meter fra en smittet person i 15 minutter eller mere for at blive nær kontakt.

Tidligere skulle en hel klasse hjemsendes, hvis en enkelt elev var smittet, da resten af klassen blev betragtet som nære kontakter til den smittede.

Sundhedsstyrelsen forventer, at vaccination af børn fra 12 år og op er med til at inddæmme smittespredningen på landets grundskoler, når størstedelen af børnene har gennemført en vaccination. Det vil også sænke behovet for testning og hjemsendelser, skriver styrelsen.

- Sundhedsstyrelsen opfordrer derfor til, at flere forældre bestiller tid til vaccination, så de, der ønsker vaccination, kan komme i gang med deres vaccination så hurtigt som muligt.

Fra politisk side er der blevet rejst kritik af, at der få dage inden skolestart endnu ikke var kommet nye retningslinjerne for skolerne, skrev Politiken torsdag. . De tidligere udmeldte retningslinjer var fra 5. februar.

Der er knap 700.000 elever i grundskolen, der er påvirket af lempelserne.