Super-pille på vej til Danmark: Du kan slippe for influenza på 24 timer

Ny pille, der angiveligt dræber influenza-virus på et døgn, kan være på hylderne i Europa næste vinter

Hver vinter lægger danskere sig ned på stribe med hovedpine, hoste og feber, når influenza-virus raserer landet.

Men det kan snart være slut, for det japanske firma Shionogi & Co. har udviklet en pille, der angiveligt kan dræbe influenza-virusen i løbet af 24 timer, skriver The Wall Street Journal.

Mens medicinen er ved at gennemgå de sidste forsøg og forventes at blive taget i brug i Japan allerede i marts, må resten af verden dog vente lidt endnu.

Shionogi & Co. regner ikke med at søge godkendelse af medicinen i USA og Europa før til sommer og forventer derfor først, at den tidligst er på hylderne næste vinter, skriver Bloomberg.

Medicinen skiller sig ikke kun ud ved, hvor hurtigt den virker. Der skal også mindre medicin til for at gøre patienten rask.

Den nye medicin kurerer nemlig influenza-virus ved hjælp af en enkelt pille i modsætning til eksisterende medicin, der kræver to doser hver dag i fem dage for samme resultat.

Arkivfoto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix Samfund - 10. feb. 2018 - kl. 16:26 Epidemi hærger: 10 børn døde den seneste uge

Hos halvdelen er virus væk
Spørger man Ramona Trebbien, seniorforsker i influenza på Statens Serum Institut, er super-pillen god nok.

- Hos 50 procent af de patienter, som fik behandlingen, ser man, at virus er væk efter et døgn. Derudover er der en reduktion i mængden af virus i kroppen i de andre patienter, siger hun.

Og når virus er væk, smitter man ikke mere. Det betyder ikke kun, at de enkelte patienter vil komme sig hurtigere med den nye medicin. Det nye stof kan også gøre, at færre danskere får influenza, når hoste-sæsonen går i gang.

- Når man fjerner virus må det mindske spredningen, og det vil jeg mene, vil give en mildere influenza-sæson, siger Ramona Trebbien.

Se også: Influenza-prøver sætter rekord: Højeste i fem sæsoner

Potentielt gennembrud
Den nye influenza-medicin fungerer på en anden måde, end den eksisterende medicin på markedet gør.

- Når man bliver syg med influenza overtager virusen kroppens celler. Mens den eksisterende medicin forhindrer ny virus i at komme ud af cellen, stopper det nye middel influenzaen trinnet før, ved at forhindre at der bliver dannet nye virus i cellen, siger Ramona Trebbien.

Og det kan være et stort skridt fremad i fremtidig behandling af sygdommen, mener Martin Howell Friede, der er leder World Health Organizations initiativer indenfor vaccine-research.

- Den information, vi har set ind til nu, ser meget lovende ud. Det kan være et gennembrud i måden, vi behandler influenza på, siger han til The Wall Street Journal.

Pillen er ved at gennemgå de sidste forsøg, men forventes allerede at blive taget i brug i marts i Japan.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen