Surt at være sejler: Ørkenhavn ramt af sandstorm

Ship-O-Sand: Fritids-sejlerne i Esbjerg har fået noget af en knasende start på sæsonen - og der er ingen bedring at vente i de kommende år - det store havne-projekt til en halv milliard kroner er først færdigt om tre år

Esbjergs nye ørkenhavn. Når det store prestigeprojekt er færdigt, har det kostet over en halv milliard kroner. Lige nu leder man efter en investor, som vil puge penge i et maritimt center, som skal ligge på den kunstige ø. Foto: Christer Holte
Esbjergs nye ørkenhavn. Når det store prestigeprojekt er færdigt, har det kostet over en halv milliard kroner. Lige nu leder man efter en investor, som vil puge penge i et maritimt center, som skal ligge på den kunstige ø. Foto: Christer Holte

- Se lige engang på ruderne.

Jesper Dalgas peger på de efterhånden 'sandblæste' ruder i motorsejleren.

- Jeg kan slet ikke se ud af dem mere. Og det er ikke muligt at spule båden ren for havsalt og sand. For der er ingen vand. Og der er i øvrigt heller ingen slanger.

Den 41-årige fritidssejler fra Esbjerg slår opgivende ud med armene.

Han befinder sig midt i den nye lystbådehavn i Esbjerg - et prestige-projekt til mere end en halv milliard kroner. Men lige nu kan begejstringen for prestigebyggeriet ligge på et meget lille sted.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

- Der er sand over alt. Det er rene tornadoer af støvskyer, som suser hen over området, så snart det blæser. Og det gør det stort set altid her. For havnen ligger jo lige ud til havet, forklarer Jesper Dalgas.

Dalgas skriver 'S-A-N-D' i støvet på bådens dæk.

Tidligere lå der omkring et par hundrede lystbåde i den gamle fiskerihavn i Esbjerg.

Men de har fået ordre på at forlade stedet og flytte over i den stort anlagte lystbådehavn, som dog langt fra er bygget færdig.

Jesper Dalgas ser frem til at havneprojektet bliver færdigt, så han igen kan se ud af ruderne i sin båd. Foto: Christer Holte
Jesper Dalgas ser frem til at havneprojektet bliver færdigt, så han igen kan se ud af ruderne i sin båd. Foto: Christer Holte
 

De første 50 både er ankommet til den nye havn med udsigt til langstrakte arealer af sand, grus og stendynger.

Omkring 150 både ligger for øjeblikket på land, men de vil blive søsat i den kommende tid.

PROJEKT ESBJERG STRAND

Projekt Esbjerg Strand blev sat i gang for to år siden og omfatter et stort areal lige nord for Esbjerg by, tæt på den velkendte skulptur 'Mennesker ved havet' eller 'De Fire Hvide Mænd, som Svend Wiig Hansens skulptur også bliver kaldt.

Projektet omfatter en lystbådehavn til et par hundrede lystbåde. Der er opført en ydre havn til større skibe og sluseporte, som kan regulere vandstanden i havnen. Store diger skal forhindre oversvømmelser i området.

doc750nl49avuue13swb39.jpg 

På en kunstig havneø skal der opføres et maritimt center, hvor en række foreninger og klubber skal holde til. Det gælder blandt andet Esbjerg Søsport, dykkerklubber, roklubber og en havneskole.

Der skal være forretninger, cafeer og en restaurant i centeret. Endnu er der ikke fundet en investor til projektet.

Byens gamle fyrskib 'Horns Rev' får også plads i det nye havneareael.

Der er umiddelbart ingen hjælp at hente for de frustrerede fritidssejlere. For hele lystbådehavnen med havneø og et maritimt center til 50 millioner kroner er først færdigt i 2022.

Der mangler investorer, og en arkitektkonkurrence bliver først udskrevet nu af Esbjerg Kommune.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi skulle jages ud af fiskerihavnen og herud, før lystbådehavnen er helt færdig. Det er efter min mening en kæmpefejl.  Der er ingen tvivl om, at det hele nok skal blive meget flot engang. Men vi havde det godt i fiskerihavnen, og vi ville helst være blevet der, fremfor at skulle ud i denne ørken, siger Jesper Dalgas.

Den nu pensionerede havnedirektør Ole Ingrisch har tidligere oplyst, at der er brug for mere plads i 2. bassin til de fartøjer, som servicerer havvindmølleparkerne i Nordsøen.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

MELDING FRA ØRKENFORTET: DE GAMLE ER KEDE AF DET

Det er som bekendt ikke nemt at blive gammel.

Og det er åbenbart ekstra hårdt, når man er en gammel søulk.

- Sandheden er, at en stor del af sejlerne slet ikke har lyst til at flytte fra den gamle, hyggelige havn tæt på byen. Vi er faktisk trætte af, at vi skal herud i alt det nye, konstaterer 69-årige Niels Olsen.

Barrikaderne omkring ørkenfortet i den sandblæste lystbådehavn er kommet op i weekenden. Foto: Christer Holte
Barrikaderne omkring ørkenfortet i den sandblæste lystbådehavn er kommet op i weekenden. Foto: Christer Holte

En ting er den konstante blæst og sandfygning. Der mangler også toiletter og vand på stedet.

- Jeg har svært ved at se det storslåede i dette projekt. Men det kan da komme, hvis jeg lever længe nok til at opleve det.  Mange af os gamle bryder os ikke om fornyelse. Vi er også vestjyder. Vi kan ikke lide forandringer.

De unge er helt klart gladere for den nye havn, end vi er. Ingen af os kan forstå, at det pludselig skulle gå så stærkt. Vi befinder os i en ørken af sand. Og der er langt ind til byen. Vi er bange for, at intimiteten fra den gamle havn helt forsvinder her. Alle klubberne skal ligge i det samme center. Jeg ville foretrække, at hver klub får sin egen lille bygning, siger Niels Olsen.

Sammen med flere kammerater i Esbjerg Søsport har han fået placeret en interimistisk skurvogn tæt på selve havnen. Weekenden er blevet brugt til at befæste 'ørkenfortet' med en barrikade af brædder, som skal give lidt læ.

Niels Olsen siger, at mange af især de ældre sejlere ikke bryder sig om at blive flyttet. Foto: Christer Holte
Niels Olsen siger, at mange af især de ældre sejlere ikke bryder sig om at blive flyttet. Foto: Christer Holte
 

- Det hjælper meget med den skurvogn. Ellers er der ikke andet end sand her, lyder det fra 73-årige Per Stokholm Semann.

Han synes, at ideen med havneprojektet er god nok.

- Men jeg håber, at de bygger træhuse her på den kunstige ø og ikke noget i beton. Det skal passe ind i miljøet, og vi har 'øjebæer' nok i Esbjerg i forvejen.

73-årige Per Stokholm Semann: Vi skal ikke have flere 'øjebæer.' Foto: Christer Holte
73-årige Per Stokholm Semann: Vi skal ikke have flere 'øjebæer.' Foto: Christer Holte
 

Ifølge flere af fritidssejlerne er rampen, hvorfra bådene skal søsættes, dimensioneret forkert.

- Når man har fået båden kørt ned ad rampen, så kan man ikke åbne bildørene og komme ud af bilen, lyder det fra bådfolket.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

 

HAR IKKE DEN STORE HOLDNING TIL DET

Kenneth Fahl benyttede det skønne påskevejr til at besøge den nye lystbådehavn sammen med datteren Cecilie på 2.

Far og datter var ude at gå på flydebroerne for at studere de små og store skibe.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte

- Jeg har da holdt øje med projektet. Jeg tror, at der er mange muligheder i det. Om det bliver en stor gevinst for Esbjerg, ved jeg ikke. Jeg har ikke den store holdning til det. Men det er da altid spændende med noget nyt, siger Kenneth Fahl.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

VI GÅR EFTER SILD OG MAKREL

Bjarne Lamhauge fra Esbjerg havde sammen med tre kammerater favnen fuld af fiskegrej, da han søndag satte kursen ud mod den 27 fods sejlbåd Dot.

- Vi satser på at fange sild og makreller. Der skulle være en masse sild her for øjeblikket, siger Lamhauge, inden han springer ombord i det gode skib og gør klar til afgang.

- Jeg håber, at det går bedre end for en af mine kammerater. Forleden nåede han kun et par hundrede meter ud af havnen, før han gik på grund på en sandbanke, griner Bjarne.

Så skal der studeres sild. Bjarne Lamhauge og tre kammerater er klar til at lette. Foto: Christer Holte
Så skal der studeres sild. Bjarne Lamhauge og tre kammerater er klar til at lette. Foto: Christer Holte
 

53-årige Jan Pedersen sidder tilbage i havnen på sin 25 fods sejlbåd.

- Masten kommer først op i morgen, smiler han.

Så Pedersen bruger tiden på at støve af og gøre rent på det gode skib 'Samsø.'

- Det blæser ind med sand.  Men der er nok ikke noget at gøre ved det, konstaterer Jan Pedersen.

Jan Pedersen har travlt med rengøringen på sin sejlbåd. Foto: Christer Holte
Jan Pedersen har travlt med rengøringen på sin sejlbåd. Foto: Christer Holte
 

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere