Susans onde skæbne begyndte med hovedpine

48-årige Susan Hansen mistede både syn, tale, førlighed og ægteskab efter en tumor i hjernen - nu vil kommunen også tage hendes bil og personlige hjælper

- Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at leve, græder 48-årige Susan Hansen. Hun lever alle døgnets timer i totalt mørke og er ude af stand til at bevæge sig frit. Alt sammen efter hun mistede både førlighed og evnen til at tale rent efter en række hjerneoperationer. (Foto: Anita Graversen)
- Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at leve, græder 48-årige Susan Hansen. Hun lever alle døgnets timer i totalt mørke og er ude af stand til at bevæge sig frit. Alt sammen efter hun mistede både førlighed og evnen til at tale rent efter en række hjerneoperationer. (Foto: Anita Graversen)

Det begyndte som en banal hovedpine i 2006 hos den dengang 36-årige Susan Hansen. Men det er endt i en trist deroute med alvorlig sygdom, invaliditet og social isolation til følge.

For 12 år siden så Susan Hansens fremtid ellers lys og lykkelig ud. Nybagt mor, ægteskab og et dejligt hjem i Viborg efter mange år i Canada. Men så kom hovedpinen, som blev Susans skæbne, i form af en hjernetumor. Fra dag til dag mistede hun ikke alene synet, sin førlighed og talens brug, men også en normal hverdag og såmænd også sit ægteskab.

I dag sidder indonesisk fødte Susan Hansen som enlig og isoleret førtidspensionist i en lille lejlighed i Viborg-forstanden Houlkær. Hun lever et liv i total mørke.

Kun få lyspunkter
Eneste lyspunkter i hendes liv er de ugentlige besøg af den nu 13-årige datter - og ikke mindst Susans to personlige hjælpere, der bistår med alt fra madlavning til personlig hygiejne på henholdsvis hel og halv tid.

Men om en måned har hun kun datteren tilbage. Den personlige hjælper er sparet bort, fordi Susan Hansen ikke længere opfylder kravene til at have en lønnet assistent til at hjælpe sig - den såkaldte BPA-ordning også kaldet Borgerstyret Personlig Assistance.

Det bliver et mareridt på fuld tid, frygter Susan og de personer, som forsøger at hjælpe hende. På dage, hvor er alene, kravler hun rundt på alle fire i hjemmet for ikke at komme til skade, og ellers forløber dagen med at sidde i sofaen og ikke indtage anden føde end snacks og frugt.

Invalidebilen ryger også
Samtidig inddrager kommunen hendes lille Hyundai Getz invalidebil, som hun uden en hjælper ikke har nogen til at køre.

Hvad værre er, at det kommunale afslag har været omkring Ankestyrelsen, der har stadfæstet afgørelsen.

Den spinkle kvinde mistede næsten alle sine færdigheder efter over en snes neurokirurgiske operationer. Hun har ligget i koma og været igennem flere års genoptræning på blandt andet Hammel Neurocenter. Trods alle odds lærte hun sig at gå igen, men nu frygter Susan for dagen om godt fire uger, hvor hendes livsnerve klippes over.

- Hvad skal jeg gøre? Det bliver forfærdeligt. Jeg har ikke lyst til at leve, sukker Susan, hvis udbrud bliver 'oversat' af hjælperen, Camilla.

Rystet Blindesamfund
Hos Dansk Blindesamfund har Viborg-sagen rystet organisationen. Lokalformand Thorben Koed Thomsen, som selv er uddannet socialrådgiver, kalder afslaget 'ondt og uhørt menneskefjendsk'.

- Det er iskold kassetænkning uden et øjebliks tanke på individet. Det mest værdifulde i Susans liv forsvinder. I stedet vil man sætte nogle andre ordninger og en masse mennesker, som skal komme og gå i hendes lejlighed. Enhver med lidt omtanke og følelser i hjertet kan sige sig selv, at det aldrig bliver godt - og garanteret heller ikke billigere.

Det er en ommer, Viborg
- Alene dét at forstå, hvad Susan siger, kræver en masse træning og tid sammen med hende, siger Thorben Koed Thomsen.

- I Blindesamfundet ved vi godt, at personlige assistenter kun meget sjældent bevilges til blinde. Vi blinde er vant til at klare os. Men i Susans tilfælde er blindhed næsten det mindste af en lang stribe handicaps, som er en direkte følge af operationerne.

- Det er en ommer, Viborg. I kan ikke være andet bekendt, siger Thorben Koed Thomsen.

'Få dig en butler'
På et ark med stikord fra et møde sidste år om bortfald af kommunale ydelser til Susan Hansen har en medarbejder i Viborgs socialforvaltning moret sig over, at Susan personlige hjælper er opsagt pr. 31. oktober.

'Hvis du har penge, kan du købe en butler', lyder det muntre forslag i det usignerede notat. Hvem spøgefuglen er, vides derfor ikke. Ikke officielt i hvert fald, men formanden for Viborg byråds sociale udvalg, Åse K. Høeg (V), kalder bemærkningen for 'utroligt upassende'.

- Der er tale om en meget trist og kompliceret sag, som fortjener stor bevågenhed fra kommunens side. Så skal man ikke gøre sig lystig. Det er ikke bare dumt, men også dårlig stil, siger Åse Høeg til Ekstra Bladet.

Trist til mode
- Susans sag gør mig trist til mode. Min første tanke var, at hun bør bo i nogle beskyttede omgivelser, hvor hun kan få støtte og omsorg hele døgnet. Men selve afgørelsen er sagligt set i orden. Hun er ikke længere omfattet af målgruppen for BPA-ordningen, og derfor stopper den.

- Til gengæld er der sat adskillige andre ting i gang for hende, som forhåbentlig kan kompensere for den manglende BPA-hjælper, siger Åse K. Høeg.

1 af 5 Her er det famøse butler-notat fra Viborg kommune, hvor en ansat på den sociale forvaltning gør sig lystig over bortfaldet af Susan Hansens hjælper. (Affotograferet af Anita Graversen)
2 af 5 Når Susan skal finde rundt i sit hjem, må hun føle sig frem over alt. (Foto: Anita Graversen)
3 af 5 - Det er en uhørt ond afgørelse, siger Blindesamfundets lokalformand, Thorben Koed Thomsen - her på besøg hos Susan Hansen. (Foto: Anita Graversen)
4 af 5 Susans snart forhenværende hjælper, Camilla (der ikke vil fotograferes til avisen), har lunet lidt tomatsuppe til den hjerneskadede kvinde. Susan er ikke selv i stand til at lave mad. Når hun er alene hjemme, spiser hun kun snacks og frugt. (Foto: Anita Graversen)
5 af 5 - Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at leve, græder 48-årige Susan Hansen. Hun lever alle døgnets timer i totalt mørke og er ude af stand til at bevæge sig frit. Alt sammen efter hun mistede både førlighed og evnen til at tale rent efter en række hjerneoperationer. (Foto: Anita Graversen)
153 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere