Hvordan er den nemmeste måde at afsløre en indbrudstyv?
Svedlugt.
Sådan er det i hvert fald gået til i Ringkøbing, hvor en 79-årig kvinde opdagede, at der var en ubuden gæst i hendes hus, skriver TV Midtvest.
Kvinden lugtede en blanding af sved og dårlig aftershave i sit hus, og det fik hende til at give politiet et kald.
Og få minutter senere stod en patrulje på adressen og anholdt en 44-årig mand af marokkansk oprindelse.
Ikke første gang
Og det er sandsynligvis ikke første gang, at den marokkanske mand har haft fingrene i den 79-årige kvindes sager.
To måneder forinden oplevede hun, at en indbrudstyv hoppede ind og ud gennem et vindue ud til baggården til huset.
Og netop denne metode er blevet brugt af den marokkanske mand. der blev fanget af politiet ude i baggården i et forsøg på at gemme sig.
De næste fire uger står derfor på varetægtsfængsling for tyvens vedkommende.