Svends liv ændrede sig på få sekunder: Mur gjorde ham lam

Svend Hansens liv blev fuldstændig vendt på hovedet, da en murstensvæg væltede ned over ham. Dokumentar skal hjælpe ham og andre videre

Se traileren til Svends dokumentarfilm her.

Det, der startede, som en flot og dejlig solskinsdag i slutningen af juni for to år siden, sluttede mørkt og koldt for Svend Hansen fra Gilleleje.

Den dengang 32-årige selvstændige murer var i gang med at rive en 2,5 meter høj murstensvæg ned, da det går galt, og den begynder at vælte.

- Jeg kan huske, at jeg forsøgte at stå i mod den mur, der var ved at falde ned over mig, men der var intet at gøre. Jeg blev bare skubbet nedad, som om en kæmpe hånd lagde sig på min ryg og bare trykkede mig ned, husker Svend Hansen om episoden, der begravede ham i murbrokker.

Kunne ikke rejse sig
En af Svends kollegaer kommer ham hurtig til hjælp og får fjernet nogle af murbrokkerne fra hans ryg, så han kan komme fri. Der var bare et problem.

- Da min ryg var fri, ville jeg rejse mig op, men der skete ikke noget. Jeg kunne slet ikke løfte med benene. I stedet kravlede jeg frem med albuerne, mens mine fødder hang og dinglede efter mig, siger han til Ekstra Bladet.

- Havde jeg bare trådt et skridt til venstre, så var der aldrig sket mig noget. Foto: Mogens Flindt
- Havde jeg bare trådt et skridt til venstre, så var der aldrig sket mig noget. Foto: Mogens Flindt
 

To år senere er Svend stadig bundet til den kørestol, som ulykken tvang ham ned i. I dag har han accepteret den, men sådan var det bestemt ikke i dagene efter ulykken.

- Jeg kunne ingenting selv, og jeg tænkte, at hvis det var sådan et liv, jeg skulle have, så kan i lige så godt bare slukke for mig.

Hvad nu?
Det var først, da Svend fik en mentor, som selv sad i kørestol, at han så småt begyndte at komme videre i sit liv. Alle de spørgsmål han sad tilbage med store som små, kunne han vende med sin mentor.

- Jeg kunne snakke med ham om alle de ting, jeg stadig gerne ville som at rejse, have en kæreste og alt sådan noget. Hvordan tackler man lige sådan en ulykke og kommer videre?

- Jeg kunne ikke rigtig forestille mig min fremtid, og at jeg skulle sidde i kørestol, og det var et stort skridt for mig, bare at se mig selv i spejlet og se, at nu sidder jeg i kørestol og har en anden højde, end jeg plejer.

Det har krævet en række justeringer i hjemmet, efter Svend Hansen blev bundet til en kørestol. Foto: Mogens Flindt
Det har krævet en række justeringer i hjemmet, efter Svend Hansen blev bundet til en kørestol. Foto: Mogens Flindt

Et stort netværk og en kærlig familie hjalp ham igennem den svære tid, hvor mange ting i hjemmet, der mindede ham om hans nye situation, skulle rettes til.

- Alting er lavet til, at folk kan gå rundt. Bare sådan noget som et spejl, der hænger ude i værelset. Det er sådanne åndssvage ting, som hele tiden minder en om, at man sidder i kørestol.

Dokumentar
I dag har Svend det meget godt, som han selv formulerer det. Han er af gode grunde ikke længere murer, men i stedet arbejder han ti timer om ugen på en lokal tv-station.

Han kalder det en hobby, og det er den, der har ført ham til sit næste projekt. En dokumentarfilm.

- Jeg gik i gang med den, så jeg havde nogle ting at bearbejde. Jeg havde selv en masse spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på.

Svend Hansen er ved at lægge sidste hånd på en dokumentar, som han selv har lavet og finansieret. Den skal hjælpe ham selv og andre i hans situation. Foto: Mogens Flindt
Svend Hansen er ved at lægge sidste hånd på en dokumentar, som han selv har lavet og finansieret. Den skal hjælpe ham selv og andre i hans situation. Foto: Mogens Flindt
 

Han har mødtes med de falckreddere, der hentede ham i ambulancen, lægerne der opererede ham i ryggen og venner og bekendte, som oplevede ham i perioden efter ulykken.

Selvom dokumentaren er hans egen måde at bearbejde ulykken på, håber han også, at andre kan få glæde af den og lad sig inspirere, hvis de er i en lignende situation.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere