Svensk børnelæge: Visse flygtningebørn er 40 år gamle

En svensk børnelæge vover pelsen, selv om han risikerer at blive stemplet som fremmedfjendsk

En del flygtninge, der er ankommet til Sverige gennem Danmark i løbet af det seneste år, er ikke børn, selv om de selv hævder det, lyder det fra svensk børnelæge. Foto: Philip Davali
En del flygtninge, der er ankommet til Sverige gennem Danmark i løbet af det seneste år, er ikke børn, selv om de selv hævder det, lyder det fra svensk børnelæge. Foto: Philip Davali

Sverige er et af de lande, der ifølge Human Rights Watch gør mest for at hjælpe børn på flugt.

Men nu kritiserer en svensk børnelæge den måde, som screeninger af flygtningebørn bliver foretaget på. Han efterlyser medicinske test af børnene og hævder, at enkelte flygtningebørn, han selv har mødt, faktisk har vist sig at være 40 år gamle.

Det skriver Expressen.

Det er børnelægen Josef Milerad, som er faret i blækhuset.

- Det er naturligvis nogle ganske få, men de er definitivt mellem 30 og 40 år, siger han.

Vil beskytte de rigtige børn
Ifølge det svenske Migrationsverket er der for tiden 31.000 flygtningebørn i Sverige. Men det tal er måske ikke korrekt, skriver Expressen. Flere og flere hævder, at asylsøgere oplyser, at de er yngre, end de i virkeligheden er. Årsagen skulle være, at det for den enkelte er lettere at få opholdstilladelse, hvis han eller hun er under 18 år.

Den kendsgerning har ført til en hed debat i Sverige om aldersbedømmelse og medicinske tester.

Josef Milerad har været børnelæge i 41 år og underviser på Institut for Børns og Kvinders Sundhed på Karolinska Institutet. Han stiller spørgsmålet om, hvorvidt de svenske metoder til at bedømme alder på nytilkomne flygtninge er gode nok. Og han gør det, fordi - som han siger - at han vil beskytte de børn, der faktisk er børn.

Samfund Sverige kritiseres for huller i behandling af flygtningebørn

Josef Milerad gik først til den svenske pendant til det danske Ugeskrift for Læger med sine synspunkter.

- De børn, der i teenagere og yngre, betaler prisen. Det her er ressourcer, som er afsat til børn, men de går til en anden aldersgruppe, siger han til Expressen.

Frygter stempel som fremmedfjendsk
Milerad er blevet sat til at undersøge mange børn, som klassificeres som børn af Migrationsverket. Men han mener, at omkring fire ud af ti af dem, han har tilset, har været mellem 20 og 25 år gamle. Og enkelte har altså været tæt på 40 årsalderen.

- Jeg tror, at min vurdering er tæt på at være rigtig, selv om jeg ikke kan sige det med 100 procents sikkerhed. Der er forskel på en 16-årig og en 20-årig. Og enkelte har definitivt været mellem 30 og 40 år gamle, forklarer Josef Milerad.

Milerad foreslår, at det gøres obligatorisk med røntgenundersøgelser af flygtningenes hænder. De undersøgelser kombineret med fysiske undersøgelser af den kropslige udvikling og en samtale med den enkelte person giver et fint fingerpeg om, hvor gammel den enkelte i virkeligheden er, mener han.

Milerads synspunkt er specielt i Sverige, og han er bange for, at der er andre læger, der mener det samme som ham selv, men som ikke tør give udtryk for det. Årsagen til deres bekymring for at stå frem er, at de risikerer at blive opfattet som fremmedsfjendske.

- Det er så utroligt følelsesladet et spørgsmål. Det er ikke sikkert, at rationelle argumenter fører nogen vegne. Mange har på kategorisk vis besluttet sig for, at nutidens måder at aldersfastsætte på er uetisk. At den måde kan vi ikke gøre det på. Men jeg håber, at vi kan få en mere saglig debat om aspekterne i det her, siger børnelægen.

Børn har andre rettigheder
Sverige har garanteret mindreårige asylansøgere lige adgang til sundhedsydelser og uddannelser, og langt de fleste flygtningebørn bliver indlogeret i særlige hjem, hvor der bliver taget hensyn til deres særlige skrøbelige situation.

Sidste år modtog Sverige 35.000 uledsagede flygtningebørn. Det er mere end en firedobling siden 2014, hvor der kom 7.000 børn til landet.

349 kommentarer
Vis kommentarer