Svensk skole udlåner burkinier i svømmeundervisningen

Eleverne skal kunne svømme for at få godkendt idrætsundervisningen på den svenske skole Kungsgårdsskolen. Skolen udlåner nu burkinier til piger, der ikke vil svømme sammen med drenge af religiøse årsager

Svømmeundervisning. Polfoto.
Svømmeundervisning. Polfoto.

En beslutning om at udlåne burkinier på Kungsgårdskolen i den svenske by Ängelholm i det nordvestlige Skåne deler vandene. Det skriver det svenske medie SVT Nyheter.

Følger svømmeundervisning i burkini
SVT Nyheter har talt med pigerne Somayeh Heidary og Bareera Ahmad. De to piger kom til Sverige for to år siden. På skolen skal de deltage på lige fod med alle andre i svømmeundervisningen. Kravet har vist sig problematisk for pigerne.

- Jeg synes det var pinligt, og jeg kunne ikke være sammen med min mor og far. Men skolen havde et møde med dem, om at jeg kunne have burkini på, og så gik det fint, siger Somayeh Heidary til SVT Nyheter.

En pige i burkini.
En pige i burkini.
 

Religiøse årsager
Det svenske medie har sendt spørgsmål ud til flere skole i det Nordvestlige Skåne om elevernes deltagelse i svømmeundervisningen.

De fleste medvirkende skoler svarede, at alle eleverne deltager i svømmeundervisningen. Nogle skoler svarede dog, at der har været spørgsmål fra eleverne omkring svømmeundervisningen.

Spørgsmålene kommer primært fra piger, der ikke ønsker at bade med drengene af religiøse årsager.

Det er det, som Kungsgårdsskolen ønsker at undgå ifølge skolelederen.

- Vi mødtes med pigernes forældre, og fortalte dem, at vi havde burkinier til rådighed. Problemet løste sig på den måde, så pigerne faktisk kunne bade med resten af klassen, siger skolelederen Teresa Torle til SVT Nyheter.

Finder det problematisk
Juno Blom er udviklingskoordinator i Landstinget i Østgotland, hvor hun arbejder med at modvirke æresrelateret vold. Hun finder udlåningen af burkinier på skolen problematisk.

Hun siger til SVT Nyheter, at hun finder det problematisk, når skoler eller kommuner køber burkinier. Juno Blom mener det er et forkert signal at sende til pigerne, at man bakker op om de værdier, som burkinien repræsenterer.

- Det er en sag for forældrene selv at købe burkinier til pigerne. Det bliver underligt at skolen gør det, siger Juno Blom.

Et skridt i den rigtige retning
Skolelederen ser dog anderledes på det.

- Vi må arrangere det sådan, at vi kan følge skoledagen, og der tror jeg, at det her kan være et skridt i mod, at de her piger kan blive svenske statsborgere, siger hun.

En billig løsning
Burkinien er bare en af flere stykker tøj, som Kungsgårdsskolen udlåner til elever, pointerer en lærer på skolen, Annika Karlsson, overfor SVT Nyheter.

- Vi har skitøj som vi udlåner, skøjter og andet sportstøj. Nogle gange er det blevet glemt, og i andre tilfælde har børnene ikke råd til at købe udstyret. Burkinierne er en anden beklædning vi udlåner, siger hun til mediet.

- Det er en billig og enkel løsning siger skolelederen Teresa Torle til SVT Nyheter.

Tidligere har en forening i byen Hässelholm indkøbt burkinier med det formål at udlåne dem til skolepiger i svømmeundervisningen. I efteråret 2017 vakte det stor debat. Så stor, at kommunen efter nogle uger blev tvunget til at afbryde udlånsordningen.

323 kommentarer
Vis kommentarer