Svensk tv-vært hængt ud af familie: - Ta' noget tøj på

Elaf Ali har på Instagram modtaget ubehagelige beskeder for at have sommertøj på

Det var dette sommerbillede, der fik Elafs familie til at sende beskeder til faderen. Privatfoto
Det var dette sommerbillede, der fik Elafs familie til at sende beskeder til faderen. Privatfoto

Det var en ubehagelig overraskelse for den svenske tv-vært Elaf Ali, da hendes far ringede til hende i weekenden.

Faderen, der ligesom Elaf Ali er fra Irak, havde modtaget beskeder og opkald fra familiemedlemmer i hjemlandet og i Sverige.

De var mildt sagt utilfredse med, at hans datter havde lagt billeder ud på de sociale medier, hvor hun havde sommertøj på.

Det deler værten fra SVT på sin Instagram-profil, hvor hun råber sine slægtninge op og fortæller sine følgere, at hun altså har levet sit liv i Sverige, og i Sverige har man både kjoler, shorts og kortærmede bluser på, når det er sommer.

'Til min familie: Mens I har levet jeres liv i Mellemøsten, har jeg levet i Sverige. Vores livsstil, tanker og meninger er forskellige. Jeg siger ikke til jer, at I skal leve jeres liv som mit, og I skal heller ikke gøre det til mig. I Sverige går vi med shorts og uden ærmer, når det er varmt. Det gør mig ikke til en dårlig pige. Det gør ikke, at min far skal skamme sig over mig. Jeg elsker min far, og han elsker mig. Når det er sagt, håber jeg, at I vil stoppe med at sende mine billeder rundt og prøve at give mig et dårlig omdømme', skriver hun.

'En skamplet for familien'
Ifølge Elaf Alis far havde han modtaget beskeder, hvor slægtninge skriver 'jeg troede ikke dette om din datter', og at hun 'er en skamplet for sin far og hele familien'.

Elaf er født i Irak og flyttede til Sverige som fireårig. Hun arbejder som journalist på det svenske P3 og på SVT som vært.

Til Ekstra Bladet fortæller Elaf Ali, at hun ikke er bange for beskederne, men hun mener, at det er vigtigt at sætte fokus på den kontrol-kultur, der kan eksistere for folk med rødder i Mellemøsten i andre lande.

- Jeg blev ked af det og vred, da jeg fik opkaldet fra min far. Jeg er ikke glad for den her 'æreskultur', hvor fædrene skal styre deres døtre. Jeg er en fri person, og jeg tager mine egne valg. At kontakte min far er virkelig lavt. Jeg synes ikke beskederne var truende, men jeg føler mig træt, og at situationen er håbløs, fordi det virker, som om kontrollen aldrig ender, fortæller hun.

Elaf Ali betegner sig selv som en meget privat person, men hun synes, det er vigtigt at sætte fokus på situationen.

- Jeg er ikke bange, men jeg er en privat person. Jeg har ikke nogen stor vennekreds. Men jeg vil rigtig gerne skabe en forandring i verden, når det kommer til kvinders rettigheder i æreskulturen, og derfor vælger jeg at være en offentlig person. Jeg håber at være en rollemodel for den yngre generation, præcis som en jeg selv havde brug for, da jeg voksede op.

Elaf bliver ved med at lægge det indhold ud, hun vil. Privatfoto
Elaf bliver ved med at lægge det indhold ud, hun vil. Privatfoto
 

Folk snakker ikke nok om kontrol
Med opslaget prøver værten at sætte fokus på den kontrol, der er i hverdagen, når det kommer til æreskulturen.

- Folk snakker ofte om æresdrab, men ikke den kontrol, der kan være. Få bliver myrdet, men flere hundredtusind lever med totalt kontrollerede liv.

Selvom Elaf Ali har fået en masse støtte for at dele sin historie, fortæller hun, at mange også har reageret racistisk på opslaget.

- Jeg finder det utroligt irriterende, at du ikke kan snakke om kontrol i en kultur, uden at racisterne prøver at score nemme point. Der er også en stor misforståelse fra folk om, at det kun er i islam, vi oplever æreskulturen.

Efter opkaldene til sin far overvejede Elaf at gøre sin Instagram-profil privat.

- Men jeg vil ikke skjule mig, bare fordi de vil have mig til det. Så ville jeg føle, at de havde vundet.

Hun slår også fast, at hun har et glimrende forhold til sin far, at han elsker hende meget højt, og at han ikke har et problem med hendes opslag på de sociale medier.

460 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere