Svenske partier enige om at skærpe asylreglerne

En ekstraregning på 29 milliarder til flygtningeomkostninger i år danner rammen om en ny asylaftale i Sverige

Et flertal i Riksdagen i Sverige er blevet enige om en ny asylaftale, der ifølge det svenske nyhedsbureau TT skærper forsørgerkravet.

Aftalen indeholder desuden en stramning af reglerne for midlertidigt ophold. Som hovedregel bliver midlertidigt ophold fremover tildelt i en treårig periode.

Den skærpelse gælder dog ikke for uledsagede børn og børnefamilier. De kan stadig få permanent opholdstilladelse i Sverige.

Parterne er desuden ifølge den svenske avis Aftonbladet blevet enige om at hæve andelen af kvoteflygtninge fra cirka 1900 til 5000.

Derudover skal der gøres en større indsats i den første tid, en asylansøger er i Sverige. Blandt andet skal der indføres svenskundervisning og obligatorisk samfundsfag.

Samtidig får de svenske kommuner 10 milliarder svenske kroner ekstra i 2015, hvoraf 200 millioner går til civilsamfundet. Strengere grænsekontrol var længe på bordet i forhandlingerne, men er udeladt.

Hele asylaftalen fremlægges klokken 11.30 fredag.

Det kontroversielle højrefløjsparti Sverigedemokraterna var ikke inviteret til forhandlingerne, og det lille venstrefløjsparti Vänsterpartiet valgte at stå uden for.

- Regeringen har valgt at lukke døren for Vänsterpartiet. De valgte at komme Moderaterna i møde i en meget restriktiv retning, siger Vänsterpartiets Nooshi Dadgostar til det svenske nyhedsbureau TT.

Forhandlingerne har stået på siden fredag 16. oktober og tager udgangspunkt i, at flygtningesituationen i Sverige har taget en markant drejning.

I onsdags fremlagde den svenske myndighed Migrationsverket en rapport, der spår, at op til 190.000 flygtninge ankommer til Sverige i år. Det er en fordobling af de hidtidige forventninger.

Omkostningerne af flygtningeantallet ventes at stige med op til 29 milliarder svenske kroner alene i år.

0 kommentarer
Vis kommentarer