Svenskere advarer: Dansk koldfront på vej!

På den anden side af sundet er de tilsyneladende nervøse for det vejr, der i øjeblikket hænger over Danmark

Borgerne i Göteborg kan se frem til store mængder vand de kommende timer. På dette billede fra 2006 fik de dog noget mere vand. Arkivfoto: AP
Borgerne i Göteborg kan se frem til store mængder vand de kommende timer. På dette billede fra 2006 fik de dog noget mere vand. Arkivfoto: AP

Danmark kan tilsyneladende tage æren for et uvejr, der er på vej mod Göteborg-egnen i Sverige.

I hvert fald beskriver det svenske medie Aftonbladet, hvordan en 'dansk koldfront' er på vej og giver store mængder regn på få timer. Meldingen kommer efter en varsling fra den svenske vejrtjeneste SMHI, som varsler kraftig regn.

- Der er en koldfront på vej fra det nordlige Danmark og over Skagerak, lyder beskrivelsen i mediet.

Der ventes flere steder op mod 35 millimeter regn flere steder.

Og koldfronten sætter tilsyneladende en stopper for varmen i dele af Sverige, som har været vant til op mod 23-25 grader, men som ifølge artiklen fremover må vænne sig mere til 12-15 grader.

Er den dansk?
Ekstra Bladet har været i kontakt med DMI for at høre, om det virkelig kan passe, at Danmark skal have skylden for, at det svenske sommervejr slutter.

- Er det vores?, griner vagthavende meteorolog Henning Gisselø, da Ekstra Bladet præsenterer ham for den svenske formulering, inden han giver sig i kast med at se på koldfronten med danske briller.

- Den koldfront, der formentlig er tale om, ligger i Nordvestjylland og kaster noget regn af sig, men det er ikke specielt meget. Vi holder selvfølgelig øje med den, men over dansk område ser det ikke ud til, at den skal give særlig meget, siger han til Ekstra Bladet.

Han erkender da også, at han af gode grunde ikke holder så meget øje med, hvordan vejret udvikler sig i Sverige.

- Det er rigtigt, at koldfronten ligger over Danmark, men det gør ikke meget væsen af sig. Om den så lige puster sig op, når den kommer ind over Sverige, det vil jeg da ikke afvise. Men det er ikke noget, der giver anledning til specielt vejr i Danmark, siger han.

Pivede svenskere?
Til gengæld kan vi i Danmark tage koldfronten helt bogstaveligt, idet den betyder koldere vejr herhjemme.

- Vi får omslag fra den varme, vi har i dag, til betydeligt koldere vejr i morgen, og i den forbindelse vil det regne i aften og i nat. Men vi er slet ikke oppe i skybruds-kaliber. Så det er en koldfront, der skal ind og passere, og om svenskerne synes, at den gør meget væsen af sig i Sverige, det er jo så lidt deres vurdering, siger han.

- Så måske er det bare svenskerne, der er lidt pivede?

- Nej, det sagde jeg ikke noget om, griner meteorologen.

- Hvor kom koldfronten fra, inden den kom til Danmark og blev dansk?

- Den kom vestfra.

- Så vi burde måske kalde det en britisk koldfront?

- Jah, hvis vi vil kalde den det, men det synes jeg nu ikke, jeg har lyst til. Jeg vil bare kalde den en koldfront, smågriner Henning Gisselø.

Ikke desto mindre: Befinder du dig tilfældigvis på Göteborg-egnen torsdag aften, kan det anbefales at tage regntæt tøj på. Uanset om det er en britisk, dansk eller svensk koldfront.

49 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere