Sverige melder om yderligere 21 døde med coronavirus

Det samlede dødstal i Sverige under coronakrisen er tæt på at ramme 6000

På banneret opfordres folk til at holde afstand. Det skete under et arrangement for entusiatiske riddere i Visby på den svenske ø Gotland i weekenden. Foto: Tt News Agency/Reuters
På banneret opfordres folk til at holde afstand. Det skete under et arrangement for entusiatiske riddere i Visby på den svenske ø Gotland i weekenden. Foto: Tt News Agency/Reuters

Der er siden torsdag registreret yderligere 21 døde i Sverige med coronavirus. Det oplyser de svenske sundhedsmyndigheder fredag ifølge mediet SVT.

Det bringer det samlede dødstal under coronakrisen i Sverige op på 5697.

Samtidig med at tallene for Sverige offentliggøres, oplyser den norske regering, at beboerne i yderligere fire svenske kommuner er velkomne i Norge.

Hidtil har det kun være borgere fra Skåne, Blekinge og Kronoberg, der har været velkomne i Norge.

De nye regler gælder fra midnat.

Virksomheder i Sverige, der lever højt på grænsehandel, har gennem længere tid klaget over, at de var nødlidende på grund af Norges lukkede grænser.

De nye regioner, hvor der kan rejses mellem Norge og Sverige, er Kalmar, Östergötland, Örebro og Värmland. På samme vis holder Danmark kun åbne grænser for bestemte svenske regioner, hvor smittetrykket falder.

På øen Gotland, hvor mange turister plejer at komme til hver sommer, har der været talrige klager over, at folk ikke holder fysisk afstand til hinanden.

- Vi har fået indikationer på, at man oplever en øget trængsel, og vi har ageret på 65 klagesager, hedder det.

Sverige har i modsætning til Danmark, Norge og Finland haft svært ved at få epidemien under kontrol.

Det skyldes formentlig, at Sverige fra starten ikke konsekvent lukkede samfundet ned. I stedet har smitten simret og er blusset op i forskellige regioner.

Det seneste døgn er der for hele Sverige registret yderligere 234 smittede. Til sammenligningen er der i Danmark registreret 46 nye smittede med coronavirus. Det samlede danske dødstal er 613.

Der bor godt ti millioner mennesker i Sverige mod 5,8 millioner i Danmark.

24 kommentarer
Vis kommentarer