Sverige registrerer yderligere 26 coronadødsfald

I alt 77.281 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Sverige. 5619 er døde med coronavirus

Der er registreret yderligere 26 døde med coronavirus i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, fredag.

Dermed er der konstateret i alt 5619 coronadødsfald i landet.

Antallet af nye coronadødsfald bekræftet fredag er på niveau med de foregående dage. Onsdag og torsdag blev der registreret henholdsvis 27 og 21 døde med coronavirus.

I alt er 77.281 personer bekræftet smittede med coronavirus i Sverige. Dermed er der konstateret yderligere 404 coronatilfælde siden opgørelsen torsdag.

Der er flest bekræftede smittetilfælde blandt kvinder. 45.307 kvinder er bekræftet smittede. Tallet for mænd er 31.974.

Det er imidlertid flest mænd, som er døde med coronavirus i Sverige. Der er registreret 3076 coronadødsfald blandt mænd, mens der tallet for kvinder er 2543.

Sverige har været hårdt ramt af coronapandemien sammenlignet med nabolande som Norge og Danmark.

I Sverige er der hidtil registreret 54,9 coronadødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning er der i Danmark registreret 10,5 coronadødsfald per 100.000 indbyggere.

I Danmark er der fredag registreret ét nyt coronadødsfald. Dermed er i alt 611 døde med coronavirus i Danmark.

Mens der i Sverige er 77.281 bekræftede smittetilfælde, er tallet for Danmark noget lavere.

Fredag er status, at i alt 13.173 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark. Over en million - 1.001.512 - er blevet testet.

12.209 har overstået en infektion med coronavirus i Danmark. En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er død eller indlagt.

Den svenske sundhedsstyrelse meddelte torsdag, at coronatallene i Sverige generelt går den rette vej. Det blev desuden oplyst, at de svenske borgere i store træk er gode til at følge diverse corona-anbefalinger.

7 kommentarer
Vis kommentarer