Sveriges dødsstatistik værre end Italiens

Sverige har et højere antal døde pr. million indbyggere end nogle af de værst ramte lande

Foto: Jessica Gow/Ritzau Scanpix
Foto: Jessica Gow/Ritzau Scanpix

Sveriges indsats mod coronavirus har de seneste uger været internationalt omdiskuteret, fordi man har holdt det meste af samfundet åbent, mens omverdenen indførte restriktive nedlukninger.

Nu viser en sammenligning fra Financial Times, at Sverige er et af verdens mest virusplagede lande målt på antallet døde pr. million indbyggere.

Avisen opgør en rækkes landes dødstal registeret fra den dag, hvor landene første gang havde 0,1 døde pr. million indbyggere.

Tallene er bekymrende set med svenske briller. Ifølge opgørelsen var man fredag i vores naboland nået til den 59. dag i pandemien.

Her viser det sig, at Sverige på denne dag havde 6,6 døde med coronavirus pr. million indbyggere.

Til sammenligning havde Italien 5.7 døde pr. million, mens Spanien havde 4,2 døde pr. million spaniere, mens Storbritannien havde 6,4 døde pr. million briter.

Tallene viser altså, hvordan de så ud med den daglige dødelighed den 59. dag henne i pandemien.

Danmark var forleden ifølge opgørelsen på dag 57 i pandemien, og her var tallet gennemsnitligt 0,4 døde pr. million herboende. På samme dag havde Sverige et tal på hele 7,3.

Tallene fra Financial Times kommer dagen efter en dansk undersøgelse af forbruget under coronakrisen vakte international opsigt.

Den viste, at forbruget i Sverige - modsat den hidtidige opfattelse - er faldet næsten set lige så meget i Sverige som i Danmark under coronakrisen.

Dette på trods af, at svenskerne frit har kunnet hænge ud og drikke sig fulde på landets barer og caféer, ligesom de frit har kunnet mæske sig i buffeter og boltre sig i badelande.

I Danmark blev forbruget reduceret med 29 procent, mens det i Sverige i samme periode faldt med 25 procent, sagde forskerne bag rapporten i aftes i DR2-udsendelsen 'Deadline', hvor de forklarede det med, at alene folks utryghed under en pandemi får dem til at forbruge mindre, uanset om butikker og restaurationer er åbne.

Ifølge forskerne reducerede ældre svenskere faktisk forbruget mere end den samme aldersgruppe i Danmark.

I Sverige er totalt set 3679 døde med coronavirus. Søndag meldte de svenske sundhedsmyndigheder om fem døde siden lørdag, men der sker typisk i weekender en underrapportering hinsidan. Weekendens dødsfald opdateres typisk mandag og tirsdag.

Fredag i denne uge registrerede de 117 døde med coronavirus i Sverige. Det skete samme dag, hvor Statens Serum Institut i Danmark kunne melde om nul registrerede døde med corona det seneste døgn.

I alt er 537 døde med coronavirus herhjemme.

 

1356 kommentarer
Vis kommentarer