Sveriges statsepidemiolog modtager dødstrusler

Svensk politi undersøger adskillige og gentagne dødstrusler sendt til den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell

Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, har siden coronavirussens start modtaget gentagne dødstrusler rettet mod ham og hans familie, skriver Aftonbladet.

Det har en særlig svensk politienhed, der beskæftiger sig med demokrati og hadforbrydelser, undersøgt nærmere for at finde gerningsmændene.

Trussel på mail og brev
19. marts modtog Anders Tegnell en email med følgende ordlyd:

'Jeg har fået den viden, at en konstellation af ekstremt farlige personer (boende på vestkysten) har besluttet, at de vil neutralisere dig,' skulle mailen havde lydt.

Få dage inden mailen, modtog Anders Tegnell også et trusselsbrev på sin hjemmeadresse.

Der skulle derudover være fremsat trusler mod Anders Tegnells familie, der blandt andet skulle have modtaget beskeder på Messenger.

Statsepidemiologen er siden blevet afhørt af politiet.

- Jeg var ikke selv så bekymret, men jeg tager det meget alvorligt, når det er rettet mod min familie. Det føles overhovedet ikke godt, har Anders Tegnell udtalt.

Ingen spor
Det er dog ikke lykkedes for politiet at komme tættere på at opklare sagen, og alle forundersøgelserne er nu afsluttet.

Desværre for politiet gjorde gerningsmændene brug af en midlertidig e-mail, og det har derfor ikke været muligt at komme tættere på en opklaring.

- Vi har arbejdet meget målrettet på at finde gerningsmændene. Trusler, og trusler mod personer i særlige stillinger, kigger politiet altid meget seriøst på, fortæller Kristina Forsgren, der er gruppeleder for demokrati og hadforbrydelser-enheden.

Politiet er ikke kommet en opklaring nærmere, og truslen beskrives af Kristina Forsgren ikke som værende af alvorligste karakter. Derfor har Anders Tegnell og familien heller ikke nogen særlig politibeskyttelse.

Anders Tegnell på et pressemøde for at give en opdatering på situationen omkring coronavirussen 18. maj. Foto: Jonas Ekströmer/Ritzau Scanpix
Anders Tegnell på et pressemøde for at give en opdatering på situationen omkring coronavirussen 18. maj. Foto: Jonas Ekströmer/Ritzau Scanpix
 

136 kommentarer
Vis kommentarer