Borde fyldt med støv og gamle madpakkerester. Pletter, der sandsynligvis stammer fra skolemælk, på gulvet. Snavs og store nullermænd i hjørner og under møblerne. Spildt kaffe på borde, gulve og stole.
Det var den nye virkelighed af gammelt skidt og møg, som de cirka 450 elever i 0.-5. klasse på Ådalens Skole i Frederikssund i morges mødte ind til.
- Der er så snavset, at vi ikke kan tage børnene indenfor. Jeg og mine kolleger står lige nu ude i kulden med 150 andenklasses-elever, som vi nægter at lukke ind, siger en ansat på skolen, der af hensyn til sit job ikke vil stå frem med navn.
Den ansatte mødte sammen med sine kolleger ind på skolen i går, tirsdag, for at gøre klar til genåbningen i dag. Allerede der kunne de se, at den var helt gal med rengøringen.
- Vi fik at vide, at der ville komme rengøring, inden vi skulle møde i dag. Men da vi ikke var helt sikre på, at det stemte overens med sandheden, spildte nogle af mine kolleger med vilje lidt kaffe på borde og gulve for at efterlade synlige, friske pletter.
- De pletter er her stadig, fortæller den ansatte.
Skoleleder bekræfter manglende rengøring
Det bekræfter skoleleder Morten Flotin Jensen, der dog fortæller, at den manglende rengøring bliver fikset onsdag formiddag.
- Jeg var ikke specielt begejstret, da jeg fandt ud af det her til morgen. Vi havde en aftale om, at det skulle være ordnet. Det er utilfredsstillende, siger skolelederen.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Dokumentation: Ingen rengøring på Ådalens Skole galleri
Ådalens Skoles ansatte er, ifølge Ekstra Bladets kontakt på skolen, på ingen måde klar til at modtage elever.
- Og bliver tingene ikke ændret i løbet af dagen, kommer vi ikke i morgen, tordner den ansatte.
For det giver ingen mening, er deres fælles holdning, at holde afstand og spritte hænder på børnene hele tiden, hvis de umiddelbart efter skal klapre på et tastatur, som er smækfyldt med bakterier og gammelt snavs.
- Der er vel en grund til, at vi er blevet fodret med forskellige retningslinjer, der skal overholdes. Så nytter det da ikke noget, at vi sender børnene ind i sådan en svinesti fuld af bakterier, siger den ansatte på skolen.
- Ud fra et sundhedsfagligt synspunkt er der jo ikke nogen bakterier derinde, som betyder noget i forhold til corona. Der har jo ikke været mennesker derinde, lyder det fra Morten Flotin Jensen, der er leder på Ådalens Skole i Frederikssund, der lover, at der er styr på rengøringen nu.
- Burde I have udskudt første skoledag i dag?
- Man kan jo altid være bagklog. Men nej, det mener jeg faktisk ikke, siger Morten Flotin Jensen, der understreger, at det handler om rengøringsansatte, der ikke har levet op til deres ansvar.
- Men det behøver man jo ikke at blokere en hel skole og dens børn for. Det er ikke sundhedsfarligt, det her. Det er ulækkert, ja - men det er ikke farligt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kommunaldirektør: Vi er ikke tilfredse
Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra kommunens borgmester John Schmidt Andersen (V).
Vi har ellers oplysninger om, at borgmesteren så sent som i dag skulle lave interview foran Ådalens Skole - netop for at rose kommunens klargøring til genåbningen.
Til gengæld skriver Frederikssund kommunes presseansvarlige, at kommunens direktør Teknik, Miljø og Erhverv, Kristian Nabe Nielsen, har følgende kommentar:
- Det var aftalen, at der skulle gøres rent på skolen tirsdag. Den manglende rengøring på Ådalens Skole blev konstateret tidligt onsdag morgen, og KN Rengøring (det ansvarlige firma, red.) blev bedt om straks at sende personale til skolen, som blev rengjort i løbet af formiddagen, står der i en mail.
I et supplerende interview forklarer kommunens direktør over telefonen, at:
- Det på ingen måde er i orden, at der ikke er gjort ordentligt rent. Men derfra til at lukke skolen - det giver en masse andre problemer i kølvandet.
- Okay. Hvad så, hvis det ikke er i orden i morgen, inden børnene kommer?
- Vi fører selv kontrol i morgen tidlig. Vi har 47 institutioner og skoler i kommunen. De bliver tjekket i morgen tidlig klokken seks. Og hvis det ikke er i orden, så er det samme rumle igen.
- Så må rengøringsfirmaet komme ud og gøre det bedre.