Svømmer sig til imponerende rekord

PROFESSIONEL EVENTYRER: Lars Simonsen har som den første nogensinde svømmet hele vejen rundt om Danmark

43-årige Lars Simonsen havde god grund til at juble som her, da dette billede blev taget i sommer, da han søndag fuldførte sit seneste eventyr ved at svømme 1.370 kilometer rundt om Danmark. Privatfoto
43-årige Lars Simonsen havde god grund til at juble som her, da dette billede blev taget i sommer, da han søndag fuldførte sit seneste eventyr ved at svømme 1.370 kilometer rundt om Danmark. Privatfoto

1.370 kilometer og lidt mere end 15 måneder. Så langt og så længe har fuldtids-eventyreren Lars Simonsen holdt ud, siden han tog sit første svømmetag ud fra Højer Sluse ved den dansk-tyske grænse 5. juni 2018. I den mere end ét år lange periode har han været i vandet i fire måneder i 2018 og i tre måneder i 2019.

Søndag ved 14-tiden nåede han sit slutmål i Flensborg Fjord og kan som den første i verdenshistorien prale med, at han har svømmet hele vejen rundt om Danmark. Den 1.370 kilometer lange tur i bølgerne har budt på udfordringer undervejs, og selvom Lars Simonsen er stolt af at have gennemført sit seneste af flere eventyr, så er det ikke noget, han drømmer om at gøre igen.

- Absolut ikke. Det er fedt, at det er overstået, og det har været en fantastisk oplevelse, men jeg skal ikke ud på en lignende svømmetur igen. Jeg er mættet i forhold til at svømme, siger den 43-årige fynbo med overbevisning i stemmen til Ekstra Bladet.

Hans første krise kom allerede, inden han havde svømmet de første 100 kilometer omme på den anden side af Jylland i det barske Vesterhav.

- Jeg havde ondt i skulderen, bølgerne var store og jeg svømmede kun tre kilometer om dagen, selvom jeg egentlig skulle nå cirka 10 kilometer dagligt, fortæller Lars Simonsen om den første svære måned forrige sommer.

Knap 25 kilometer på én dag

Da han rundede Grenen og Skagen to måneder senere i august i fjor, havde han lagt krisen bag sig og svømmede 9.6 kilometer i snit hver dag. Siden svømmede han langs den jyske østkyst, indtil han var på højde med Sjælland. Så krydsede han Kattegat, rundede Sjælland - og København i juni i år - og fortsatte syd om Fyn og til turens afslutning søndag i Flensborg Fjord.

Inden Lars Simonsens Danmark Rundt-tur kunne han knapt svømme 50 meter i et bassin. 31. maj i år tilbagelagde han 24.7 kilometer ude midt i Kattegat.

Lars Simonsen sammen med sin mor, Ilse, som fulgte ham på turen Danmark Rundt på gåben og på land. Faren, Niels, sørgede for det praktiske og logistikken. Privatfoto
Lars Simonsen sammen med sin mor, Ilse, som fulgte ham på turen Danmark Rundt på gåben og på land. Faren, Niels, sørgede for det praktiske og logistikken. Privatfoto

Med på turen var Lars Simonsens forældre. Hans 68-årige mor, Ilse, vandrede samme rute langs stranden, mens Lars’ far, 70-årige Niels, sørgede for transport og logistik. Sammen brugte de også turen til at sætte fokus på Julemærke Fonden og Depressionsforeningen.

Ilse Simonsen ved om nogen, hvad naturen og havet kan gøre for depressionsramte:

- Jeg har selv været indlagt flere gange, men gåturen langs den danske kyst har helbredt mig, lød det fra moren, da Ekstra Bladet talte med familien i juni i år.

Største glæde er mors helbredelse

Lars Simonsen er ikke i tvivl om, at hans største gevinst efter turen er hans mors helbredelse.

- Jeg er utroligt glad på min mors vegne, siger familiefaren fra Svanninge ved Faaborg.

Det er langt fra første gang, Lars Simonsen har været på eventyr. Tidligere har han sammen med sin kone og to børn - en pige på 10 og dreng på 12 år - rejst flere måneder gennem Sydamerika, brugt halvandet år i kajak fra København til Istanbul og padlet 2000 kilometer gennem Canadas og Alaskas vildmark i kano.

Han lever endda af at være eventyrer, men det kan, som han siger, kun lade sig gøre, fordi han lever på en sten og imellem sine eventyr tjener penge på at lave foredrag og guidede ture.

- Næste gang skal min kone og børn med, og jeg pønser på en lang vandretur enten tværs igennem Nepal eller New Zealand, siger Lars Simonsen, der også snart skal i gang med at skrive sin anden bog om sine oplevelser.

 

***

Boblende følelse

Da Lars Simonsen søndag klokken 14.10 krydsede målstregen ved den første grænsesten og skomagerhuset ved Flensborg Fjord, føltes det som om, han havde champagne i blodet.

- De sidste 500 meters svømning var noget helt specielt, en boblende følelse og et kæmpe adrenalinsus, siger Lars Simonsen.

Han havde i dagens anledning ikke kun selskab af sine faste følgesvende på hele turen, forældrene Niels og Ilse, men også fra 10 med-svømmere og fem kajakroere, som han har mødt på sin rekordlange svømmetur.

Lars Simonsen har som oven for beskrevet prøvet lidt af hvert, men dette 'eventyr' var ikke altid en dans på roser.

- Det er klart det vildeste og hårdeste, jeg har prøvet på et personligt plan, og så har det været stort at dele oplevelsen med mine forældre, siger han og glæder sig til i det kommende års tid at dele sin oplevelse med en masse andre igennem foredrag, events og andre arrangementer, inden næste eventyr i Nepal eller New Zealand formentlig folder sig ud i slutningen af 2020.

 

Se også: 42-årig ankommer til København efter 900 kilometer svømmetur

1 af 3 Lars Simonsen sammen med sin mor, Ilse, som fulgte ham på turen Danmark Rundt på gåben og på land. Faren, Niels, sørgede for det praktiske og logistikken. Privatfoto
2 af 3 Den fysiske form har formentlig fået et voldsomt boost af de daglige svømmeture hos Lars Simonsen, der her kæmper sig igennem bølgerne ved København i juni i år. Privatfoto
3 af 3 43-årige Lars Simonsen havde god grund til at juble som her, da dette billede blev taget i sommer, da han søndag fuldførte sit seneste eventyr ved at svømme 1.370 kilometer rundt om Danmark. Privatfoto
10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere