Sydkorea: Nordkorea har affyret to missiler ud over havet

Nordkorea har angiveligt affyret to kortdistancemissiler ud over Det Japanske Hav. De fløj 430 kilometer

Nordkorea har tidligt torsdag morgen lokal tid affyret to kortdistancemissiler fra Wonsan-området.

Missilerne fløj omkring 430 kilometer og nåede en højde på 50 kilometer, inden de faldt ned i Det Japanske Hav.

Det oplyser en embedsmand fra det sydkoreanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Wonsan er en by i det sydøstlige Nordkorea og ligger på kysten til Det Japanske Hav.

Japans forsvarsministerium oplyser, at missilerne ikke nåede Japans eksklusive økonomiske zone, og at de ikke umiddelbart havde nogen indflydelse på den nationale sikkerhed.

En eksklusiv økonomisk zone betegner det havområde, hvor en kyststat har eneret på at udnytte de naturressourcer, som er i havet, på havbunden og i undergrunden.

En unavngiven embedsmand i det amerikanske forsvar bekræfter torsdagens hændelse og oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er tale om mindst ét "kortrækkende projektil".

Ifølge embedsmanden drejer det sig om mindst én testraket, som minder om de kortdistancemissiler, Nordkorea affyrede i maj.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, var selv til stede, da landets militær i begyndelsen af maj testede en række missiler og taktiske præcisionsvåben nær netop Wonsan.

Missilerne fløj angiveligt op til 200 kilometer ud over Det Japanske Hav. Det kunne dog ikke siges med sikkerhed, hvor mange missiler der var tale om, skriver nyhedsbureauet AP.

USA og Nordkorea har igennem længere tid forhandlet om en atomnedrustning på Den Koreanske Halvø, men forhandlingerne brød sammen, efter at et topmøde mellem præsident Donald Trump og Kim Jong-un i Vietnam i februar endte uden en aftale.

Ifølge amerikanerne gled forhandlingerne af sporet, fordi Nordkorea har krævet omfattende lettelser af økonomiske sanktioner forud for en mindre nedrustning.

I slutningen af juni mødtes de to ledere dog igen. Denne gang i den demilitariserede zone (DMZ) mellem Nord- og Sydkorea.

Ifølge iagttagere har mødet givet forhåbninger om, at USA og Nordkorea kan genoptage forhandlingerne om den atomaftale, landene tidligere har forsøgt at forhandle på plads.

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere