Sydkoreas forfatningsdomstol ophæver abortforbud

Syv af domstolens ni dommere stemte for en afgørelse, som ophæver en statut fra 1953

Sydkoreas forfatningsdomstol gav torsdag ordre til, at landets årtier gamle forbud mod abort skal ophæves i en historisk afgørelse.

Sydkorea er et af de få industrialiserede lande, som har kriminaliseret abort - undtagen i tilfælde, hvor der er tale om voldtægt eller incest, eller hvor morens helbred er truet.

Syv af domstolens ni dommere stemte for en afgørelse, som ophæver en statut fra 1953, som skulle beskytte liv og traditionelle værdier. Flertallet af dommerne fandt, at den 65 år gamle bestemmelse var forfatningsstridig, fordi den begænsede kvinders rettigheder.

Domstolen sagde, at et direkte forbud var forfatningsstridigt, ligesom det var forfatningsstridigt, at læger kunne straffes, hvis de foretog abortindgreb, når en kvinde havde anmodet om det.

I 2012 overlevede abortforbuddet en lignende behandling ved forfatningsdomstolen, da fire dommere var for, og fire var imod en ophævelse af det.

- Jeg mener, at domstolen i dag har befriet kvinder for en lænke, som har svækket dem, siger advokaten Kim Su-jung, som har forvaret en læge anklaget for at have foretaget 69 illegale aborter.

Sydkoreas forbud mod abort fra 1953 blev udarbejdet under Koreakrigen, og det indebar, at en kvinde ville komme i fængsel og få en ret så stor bøde.

Antallet af aborter i Sydkorea har længe været faldende. Kvinder i alderen 15 til 44 år fik 49.764 aborter i 2017, mens antallet i 2005 var på 342.433 og i 2010 på 168.738.

En meningsmåling foretaget af Realmeter i sidste uge viste, at over 58 procent af sydkoreanerne støtter en ophævelse af forbuddet, mens lidt over 30 procent ønsker at opretholde det.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere