Sygeplejerske på OUH: Det er stilhed før stormen

Bettina Trettin var ikke i tvivl om, at hun skulle melde sig til at tage sig af coronapatienter på Odense Universitetshospital

Når Bettina Trettin skal tilse en patient, skal hun iføre sig både handsker, mundbind, dragt og visir som vist her. Og når hun skal forlade stuen, er der også strikse retningslinjer for, hvordan det skal foregå. Mens hun stadig er på stuen, skal hun med ryggen til patienten, for at sikre, at hun er mindst to meter fra patientens ansigt, først tage sine handsker af uden at røre ydersiden. Så tager hun den gule dragt, visiret og til sidst mundbindet af. Undervejs spritter hun hænderne, og så kan hun forlade stuen. Visiret kan rengøres, men resten af udstyret smides ud. Privatfoto
Når Bettina Trettin skal tilse en patient, skal hun iføre sig både handsker, mundbind, dragt og visir som vist her. Og når hun skal forlade stuen, er der også strikse retningslinjer for, hvordan det skal foregå. Mens hun stadig er på stuen, skal hun med ryggen til patienten, for at sikre, at hun er mindst to meter fra patientens ansigt, først tage sine handsker af uden at røre ydersiden. Så tager hun den gule dragt, visiret og til sidst mundbindet af. Undervejs spritter hun hænderne, og så kan hun forlade stuen. Visiret kan rengøres, men resten af udstyret smides ud. Privatfoto

Selvom den 40-årige sygeplejerske Bettina Trettin ikke har arbejdet med kritisk syge patienter siden 2012 og de seneste par år har arbejdet fuld tid på en ph.d., har det ikke krævet meget betænkningstid for fynboen at melde sig klar til at hjælpe coronapatienter.

- For mit vedkommende var der ingen anden mulighed. Jeg synes, det er en selvfølge, at alle vi, der kan, skal hjælpe. Vi skal vise en solidaritet med vores kolleger, men vi er også forpligtede til at hjælpe patienterne. Og så må det andet vente. Der er rigtig meget forskning, der kan vente, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bettina Trettin blev i 2004 færdiguddannet som sygeplejerske og fik herefter arbejde på infektionsmedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hun arbejdede i otte år. Dermed har hun stor erfaring med at arbejde med kritisk syge patienter. Privatfoto
Bettina Trettin blev i 2004 færdiguddannet som sygeplejerske og fik herefter arbejde på infektionsmedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hun arbejdede i otte år. Dermed har hun stor erfaring med at arbejde med kritisk syge patienter. Privatfoto
 

Første vagt
Bettina Trettin havde torsdag 19. marts sin første vagt på et infektionsmedicinsk afsnit, der tager sig af coronapatienter på Odense Universitetshospital.

Ud over at tage sig af patienterne er der på nuværende tidspunkt tid til at oplære kolleger, der ligesom hende selv måske har været væk fra faget et stykke tid eller kommer fra andre afdelinger, fortæller hun.

- Vi udnytter, at hvis man for eksempel ikke har haft et sug i hånden (til for eksempel at suge sekret op af lungerne, red.), så øver vi, hvordan man gør det. Vi ved ikke, hvad der venter os, men vi forbereder os, så godt vi kan, hvis skrækscenariet skulle komme. På den måde er det stilhed før stormen.

- Men det håber vi selvfølgelig ikke, at det gør, og der er en rigtig god stemning på afdelingen. Der er et stærkt sammenhold, og der kommer sygeplejersker fra andre afdelinger og hjælper os. Vi er kampklar, og jeg synes, at der er en særlig kampgejst blandt personalet her på OUH. Det skal nok gå.

Samfund I dag begynder politiet at uddele corona-bøder: Her er taksterne

Ser ikke forældre
Bettina bor med sin mand og tre børn i Kerteminde på Fyn, og her har man taget klare forholdsregler på grund af coronasmitten.

- Hverken mine forældre eller svigerforældre har vi set de seneste 14 dage. Min svigerfar har haft lungecancer, og min mor har let KOL, så på den måde er de lidt mere sårbare. Men det er ikke sådan, at jeg er bange for at gå og smitte hele verden, for vi ved jo, at de her patienter, jeg har med at gøre, er smittet. På den måde kan vi tage vores forholdsregler, siger Bettina Trettin.

Også børnene på henholdsvis 3, 11 og 14 år mærker, ud over at se mindre til bedsteforældrene, også til coronavirussen i deres hverdag.

- Vores børn har ingen legeaftaler. Der er ikke andet for. Så vi veksler mellem krigstid og våbenhvile herhjemme, men heldigvis drejer det sig formentlig om et par måneder, hvor vi må stå sammen. Vi har set skrækscenariet i Italien, og derfor er vi nødt til at gøre vores allesammen. Det kan godt lade sig gøre, siger Bettina Trettin, der håber, at endnu flere med hendes baggrund vil melde sig for at hjælpe.