Sygeplejerske raser mod fulde studenter: I burde have et girokort

Freja Lilli Wirlander er så træt af at behandle fulde unge, at hun på Facebook i detaljer fortæller, hvordan hun behandler dem på hospitalet

Sygeplejerske Freja Lilli Wirlander er træt af fulde unge, som bliver indlagt på grund af druk. Privatfoto
Sygeplejerske Freja Lilli Wirlander er træt af fulde unge, som bliver indlagt på grund af druk. Privatfoto

Sygeplejerske på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, Freja Lilli Wirlander, er så træt af fulde studenter, at hun har valgt at give dem en ordentlig bredside.

Det sker på Facebook, hvor Freja Lilli Wirlander fortæller, hvilken behandling studenterne får, når de ankommer på hospitalet.

Her fortæller hun, at studenterne får præcis den samme behandling, som personalet på hospitalet tilbød Distortion-deltagerne.

- Gummirør i urinrøret (dette indføres ikke med blid hånd, for det er sq ikke muligt. Stor ble. Hvis jeg er i godt humør og har tid, så tørrer jeg måske lidt af jeres bræk ud af jeres hår. Det kræver bare lige, at fru Jensen ikke har problemer med vejrtrækningen, eller hr. Petersen har fået sin medicin), skriver Freja Lilli Wirlander.

- Og jeg vil også grine lidt af jer, fordi I er voksne og ansvarlige nok til at få en hue på hovedet, men ikke voksne nok til at styre jeres alkohol-indtag.

Spild af tid
Til sidst slutter Freja Lilli Wirlander med at fortælle, at studenterne selv burde betale for deres behandling på hospitalet.

- Hvis jeg kunne, havde I fået et girokort i hånden, når I er vågne nok til at forlade afdelingen - hvilket forhåbentlig er på en yderst skamfuld måde, fordi I har spildt ambulancepersonale, sygeplejersker og lægers tid.

Freja Lilli Wirlander gør opmærksom på, at hendes opslag på Facebook ikke afspejler afdelingens politik.

- Opslaget er udelukkende et udtryk for egne holdninger og frustrationer, skriver sygeplejersken.

Se også: Dansk Sygeplejerske fik uventet besked: Mindede hende om vigtig detalje

10 fulde på 16 timer
Til Ekstra Bladet fortæller Freja Lille Wirlander, at hun har valgt at slå opslaget op på Facebook, fordi hun under Distortion oplevede, at hendes afdeling håndterede 10 indlæggelser på 16 timer, som alle handlede om unge mennesker, som havde drukket sig i hegnet.

- En ting er, at man er kommet til skade, når man er fuld. Så skal man selvfølgelig have behandling. Men vi oplever, at en masse unge kommer på hospitalet, fordi de er så fulde, så de ikke selv kan gå hjem. Så er der andre, som ringer efter en ambulance. Det er for meget, siger Freja Lilli Wirlander.

Hendes opslag har fået en lang række reaktioner. Mange er enige med Freja Lilli Wirlander. Men flere giver også igen.

- Pas dit arbejde. De unge betaler din løn, skriver en.

- Så skulle du have fundet noget andet at lave.

- Dig ønsker jeg ingen får som sygeplejerske.

- Giver du andre patienter samme nedladende behandling?

- Den slags skal du holde for dig selv eller i kaffestuen, lyder det også.

Klar til kritik
Freja Lilli Wirlander tager kritikken med ro.

- Når man åbner munden, må man også være klar til at tage imod slag. Men det har jeg ikke noget imod. Jeg synes efterhånden, at der er en drukkultur i Danmark, hvor påskefrokoster, julefrokoster og studenterfester gør, at folk drikker sig fra sans og samling.

- Jeg forsøger at fortælle de unge, at når de kommer ind, så bliver vi nogen gange nødt til at tage en urinprøve for at finde ud af, om den unge også er påvirket af stoffer. Og så foregår det altså på den måde, at man fører et gummirør op for at tømme blæren, siger sygeplejersken.

553 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere