Sygeplejersker med kras kritik: Region fralægger sig ansvar

Koncerndirektør ærgrer sig, men synes ikke, at retorikken er problematisk

Koncerndirektør i Region Midtjylland og manden bag opslaget, Ole Thomsen, siger, at hensigten med opslaget er blevet tolket forkert. Foto: Benjamin Nørskov/Ritzau Scanpix
Koncerndirektør i Region Midtjylland og manden bag opslaget, Ole Thomsen, siger, at hensigten med opslaget er blevet tolket forkert. Foto: Benjamin Nørskov/Ritzau Scanpix

Et opslag på Facebook har fået flere sygeplejersker til at anklage Region Midtjylland for dårlig ledelse, ansvarsfralæggelse og for at skyde skylden for det pressede sundhedsvæsen på sygeplejerskerne.

Opslaget er lavet af regionen selv, og selvom det overordnede budskab er, at befolkningen skal have tålmodighed og forståelse for, at situationen i sundhedsvæsnet ikke er normaliseret endnu, skriver regionen tre gange, at de ti ugers sygeplejerskestrejke er skyld i presset på hospitalerne.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Og det falder altså mildest talt ikke i god jord hos sygeplejerskerne, der i kommentarerne skriver, at regionen også har svigtet i forhold til de dårlige vilkår, manglen på sygeplejersker og det dårlige arbejdsmiljø, der eksisterede allerede inden coronakrisen og strejken.

Ekspert: Løber fra ansvaret
Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på SDU, giver koncerndirektøren ret i, at covid-19 og strejken, og luftvejssygdomme har skabt lange ventetider. Men sygeplejerskerne har også ret i, at der er massiv mangel på ansatte, allerede fra før de andre ting kom i spil, siger han.

- Jeg savner lidt ydmyghed. Uanset, hvordan han vender og drejer det, så er det regionens ansvar, siger Jes Søgaard.

- Det, der ville klæde Ole Thomsen, er at erkende, at direktionen sad på hænderne under strejken. Men det er altså dem, der har ansvaret for behandlinger, og det ansvar kan han ikke løbe fra.

- Hvis en arbejdsgiver ikke vil efterkomme det lønønske, der er blandt de ansatte, så har vi jo i Danmark et strejkevåben, der er helt lovligt at bruge, som det har været tilfældet her, indtil regeringen greb ind. Det var så regionens ansvar at behandlingerne fortsatte.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sygeplejerskerne strejkede i ti uger, indtil regeringen greb ind i slutningen af august. Foto: Emil Agerskov
Sygeplejerskerne strejkede i ti uger, indtil regeringen greb ind i slutningen af august. Foto: Emil Agerskov
 

Ærgrer direktøren
Koncerndirekør i Region Midtjylland og manden bag opslaget, Ole Thomsen, mener, at budskabet er blevet tolket forkert.

- Hvordan forholder du dig til kritikken om, at I fralægger jer ansvar, og at det også skyldes mangel på sygeplejersker?

- Den ærgrer mig virkelig. Hensigten med opslaget var netop at sige til omverdenen, at sundhedsvæsnet er presset, og at det ikke nytter noget, at folk ringer ind og skælder frontpersonalet ud. Det er ærgerligt, at det så tolkes som et yderligere tryk på sundhedsvæsnet.

- I skriver flere gange ned gennem opslaget, at de lange ventetider skyldes sygeplejerskernes strejke. Kan der have været et problem med jeres retorik, når det så tolkes som om, at I giver sygeplejerskerne skylden for problemerne?

- Det synes jeg, jeg har svaret på. Hører du ikke efter? Jeg kan ikke se, at der er noget galt med retorikken.

- Professor Jes Søgaard mener, at I som direktion har siddet på hænderne under strejken. Har I det?

- Jeg synes ikke, vi har siddet på hænderne under strejken. Vi har gået programmerne igennem patient for patient sammen med Dansk Sygeplejeråd. Vi har behandlet alle dem, vi kunne.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra regionsrådets formandsskab, men de er ikke vendt tilbage på henvendelserne.