Systemisk svigt hos bankerne

Medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod ser et stort svigt fra banker og tilsyn efter ny Nordea-sag

Socialdemokraten er dybt skuffet over bankerne i kølvandet på den seneste melding om, at Nordea angiveligt har hvidvasket et milliardbeløb. Foto: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix
Socialdemokraten er dybt skuffet over bankerne i kølvandet på den seneste melding om, at Nordea angiveligt har hvidvasket et milliardbeløb. Foto: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix

Nordea - og ikke mindst bankens tidligere afdeling for rigmandskunder i Danmark - har stået for mistænkelige overførsler for milliarder. Dermed er Nordea også hvirvlet ind i en hvidvasksag som den, Danske Bank har været involveret i.

Medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod (S), der arbejder med hvidvasklovgivning, er dybt skuffet.

- Det her viser med alt tydelighed, at tanken om, at man kunne tro på bankerne, og at vi har haft et effektivt tilsyn, ikke er korrekt.

- Vi har haft den store sag med Danske Bank, og nu har vi endnu en sag med Nordea, hvor der øjensynligt er foregået hvidvask for milliarder. Og i Danmark ovenikøbet. Det er selvfølgeligt en skandale, siger Jeppe Kofod.

Han arbejder i Europa-Parlamentet med ny lovgivning, der skal give et stærkere fælleseuropæisk tilsyn med bankerne for at stoppe hvidvask og andre økonomiske ulovligheder.

At Nordea nu kan stille sig op i rækken af skandinaviske banker, der potentielt er brugt til hvidvask, bekræfter Jeppe Kofod i, at noget må gøres.

- Det dokumenterer, hvad jeg har set og frygtet længe: Vi har et gigantisk, systemisk problem med hvidvask i Europa.

- Vi er nødt til at gøre noget fælles i Europa for at håndtere dette her, siger Jeppe Kofod.

I forbindelse med sagen om Danske Bank har Finanstilsynet fortalt gentagne gange, at problemet med at opdage det har været, at det skete i Estland, og derfor var det estiske finanstilsyns opgave. Derfor får Nordea-sagen, der er sket i Danmark, Jeppe Kofod til at løfte brynene.

- Nu er der en sag, der er foregået midt i København. Her kunne Finanstilsynet jo bare være taget på besøg og stoppet det.

- Så det viser, at man simpelthen ikke har taget dette her alvorligt nok. Myndighederne har ikke taget dette her alvorligt, og bankerne har svigtet fuldstændigt, siger Jeppe Kofod og afslutter:

- Det virker som om, at hensynet til at tjene nogle nemme penge har vejet tungere end hensynet til at overholde loven i flere banker.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Finanstilsynet.

Se også: Aktier styrtdykker: Nordea i potentiel hvidvask for milliarder

Se også: Nordea dykker kraftigt på børsen før tv-udsendelse om hvidvask

Se også: Nordea opmærksom på finsk tv-program om hvidvask

Se også: Medie: Nordea har været involveret i hvidvask for 700 mio. euro

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere