En kun syv-årig dreng fra Chester i England fik for nylig så voldsom høfeber, at hans ansigt og øjne hævede helt vildt. I forbindelse med den alvorlige sag advarede lægerne om, at hans voldsomme pollen-alergi i værste fald kunne have kostet ham livet.
Syv-årige Jay-Jay Reid var næsten uigenkendelig, efter at han angiveligt ved et uheld kom til at sluge nogle pollen, mens han den 3. juni spillede fodbold med sine venner.
Det skriver flere medier heriblandt nyhedsbureauet Caters, Daily Mail og The Sun.
Nu taler hans mor Leanne Reid ud om sin søns alvorlige allergi-anfald for at advare om, hvor farligt høfeber egentlig kan være.
- Min søn Jay-Jay spillede fodbold, da hans far pludselig lagde mærke til, at Jay-Jay gned sine øjne i smerte. Jeg kunne næsten ikke tro, hvor hævet hans ansigt var. Jeg har aldrig set hans høfeber være så voldsom. Det var chokerende, fortæller Leanne og tilføjer:
- Jeg var meget nervøs, fordi Jay-Jay sagde, at han havde svært ved at trække vejret. Derfor ringede vi efter en ambulance.
I ambulancen fik den syv-årige Jay-Jay tilført ilt, og da han ankom til hospitalet troede alle, at han var blevet gennembanket, fordi hans ansigt var så hævet. Den lille drengs krop var også fuldstændigt dækket af udslæt på grund af den voldsomme pollen-allergi. Han græd derfor i smerte.
Heldigvis fik Jay-Jays allergi-anfald ham ikke til at gå i chok. Lægerne advarede dog hans mor om, at høfeber kan være livsfarligt, hvis luftvejene bliver formindsket.
- Lægerne mente, at Jay-Jay mens han spillede fodbold angiveligt er kommet til at sluge nogle pollen. Og det kan være grunden til hans voldsomme allergi-anfald, fortæller Leanne.
Den bekymrede mor beretter i øvrigt, at Jay-Jay først begyndte at udvikle høfeber for ca. halvandet år siden.
- Det startede på en mild måde, der kun generede hans øjne og næse lidt. Men hans pollen-allergi begyndte gradvist at udvikle sig til det værre.
- Vi er blevet advaret om, at Jay-Jay igen kan få en lignende reaktion i forbindelse med sin pollen-allergi. Men det eneste vi kan gøre er, at han hele tiden er forsynet med allergi-piller. Man kan jo ikke holde en syv-årig dreng indendørs hele tiden.