Syv døde i Storbritannien efter AstraZeneca-vaccinationer

I alt 30 personer er blevet ramt af usædvanlige forløb med blodpropper i Storbritannien. Omkring 18 millioner er blevet vaccineret med AZ-vaccinen

Brug af AstraZeneca er sat i bero i Danmark

Syv personer ud af omkring 18 millioner AstraZeneca-vaccinerede er døde efter usædvanlige sygdomsforløb i Storbritannien.

Det oplyser den britiske lægemiddelstyrelse, MHRA, til BBC.

Fredag meddelte landets sundhedsmyndigheder, at de har identificeret i alt 30 tilfælde af sjældne blodpropper efter brug af coronavaccinen fra AstraZeneca.

Det er 25 flere, end hvad myndighederne tidligere havde meldt om.

Fordelene større end risiciene
Det er endnu uvist, om de sjældne blodpropper rent faktisk er bivirkninger ved vaccinen.

Sundhedsmyndighederne fastslår desuden, at de fortsat mener, at fordelene ved vaccinen vejer tungere end risikoen for eventuelle bivirkninger.

- Fordelene ved at forhindre smitte med covid-19 og de komplikationer, der følger med sygdommen, er større end risikoen, og offentligheden bør fortsat gå ned at blive vaccineret, når de får invitationen til det, siger den administrerende direktør for MHRA, June Raine, til BBC.

Storbritannien sætter 30 blodpropper i forbindelse med vaccine

Indfører aldersgrænse
Nogle lande har begrænset brugen af vaccinen fra AstraZeneca, mens andre har genoptaget vaccinationerne, fordi undersøgelser viser, at blodpropper er yderst sjældne.

Tyskland meldte således tirsdag, at landet havde registreret 31 tilfælde af sjældne blodpropper blandt personer, der har fået AstraZeneca-vaccinen, hvoraf ni er døde.

Det fik myndighederne i Berlin til at suspendere brugen af vaccinen til personer under 60 år.

Også Sverige og Finland har indført en aldersgrænse for brug af AstraZeneca-vaccinen. Her anbefales den til folk på 65 år og over.

Island har derimod valgt at genoptage brugen af vaccinen til at alle landets borgere.

I Danmark er vaccinen sat foreløbigt på pause indtil 19. april.

Årsagen til pausen, som er blevet forlænget en gang, er ifølge sundhedsmyndighederne, at der er brug for mere tid til at undersøge en mulig sammenhæng mellem vaccinen og usædvanlige sygdomsforløb med en kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.