Syv elever smidt ud af skole efter fødselsdagstæsk: Offeret bortvist midlertidigt

Sagen om fødselsdagstæsk på Roskilde Katedralskole fortsætter, for selvom der ikke længere er rejst nogen sag hos politiet, så har skolen alligevel valgt at bortvise syv elever permanent, mens offeret er bortvist midlertidigt

16-årig tævet under fødselsdagsritual på Roskilde Katedralskole (Privatoptagelser)

På Roskilde Katedralskole er der blandt eleverne bred opbakning til de drenge, som er blevet bortvist på baggrund af en omgang 'fødselsdagstæsk'.

I hvert fald hvis man ser på Facebook, hvor der er blevet oprettet en støttegruppe ved navn 'Vi støtter de hjemsendte elever på RKS - Det var bare sjov og ballade', som i skrivende stund har 515 følgere.

Hos politiet er sagen frafaldet, efter den forurettede selv har fortalt, at der bare var tale om 'sjov og ballade'. Alligevel har skolen valgt at bortvise syv af drengene permanent, mens fødselsdagsbarnet selv er blevet midlertidigt bortvist.

Repræsentant kritiserer skolen
Det er problematisk, mener elevernes juridiske repræsentant, Gülüm Yalcin, som er direktør for Rådgivningshuset Jura.

- Sanktionen skal være relevant i forhold til overtrædelsen. Så kan man kigge på overtrædelsen, og skolen siger, at der er tale om rå vold, men der er ikke tale om vold, fortæller hun.

Gülüm Yalcin fortæller, at sanktionen slet ikke er relevant i forhold til den overtrædelse, der har fundet sted.

- Hvis det handler om adfærd, så skal det bare være en varsel.

- Det er problematisk, fordi skolen ikke har noget grundlag for at bortvise de her elever. Var det her sket to-tre gange, så kunne han godt. Men det er der heller ikke tale om, siger hun.

Situationen blev optaget på video, og denne video blev efterfølgende delt på diverse sociale medier. PRIVATFOTO
Situationen blev optaget på video, og denne video blev efterfølgende delt på diverse sociale medier. PRIVATFOTO

Derudover kritiserer Yalcin den måde, som sagen er blevet ført på.

- Han forsøger at overholde loven ved at holde de her møder og partshøringer, men der er ikke noget samarbejde mellem skolen og elevernes familier, og det skal der være. Samtlige elever og deres forældre fortæller, at de slet ikke er blevet hørt. Han har simpelthen nærmest skældt dem ud, siger Gülüm Yalcin.

Eleverne er meget berørte af sagen
I en erklæring skriver fødselsdagsbarnet, at alle i videoen er venner, og at de på forhånd havde lavet nogle regler, som skulle sikre, at legen ikke ville forvolde ofret nogen skade.

Han er selv blevet midlertidigt bortvist i 10 dage, og skolens begrundelse for denne bortvisning er som ved de andre elever, at han figurerer i videoen.

'Jeg vil gerne understrege, at selve episoden på ingen måder har gjort ondt på mig. Men jeg synes, at efterspillet har været hektisk og meget frustrerende', skriver han blandt andet.

Gülüm Yalcin kan ligeledes fortælle, at flere af de andre bortviste elever er meget berørte af sagen, og derfor har forældrene bedt skolen om, at al kontakt skal foregå igennem Yalcin, da de simpelthen ikke kan magte det i øjeblikket.

Yalcin er dog overbevist om, at de har en god sag, som nok skal få eleverne frikendt og tilbage på skolebænken.

- Hvis vi får en afgørelse med bortvisning, så bliver han udsendt klage til Undervisningsministeriet og derefter Ombudsmanden. Og den får han ikke medhold i, siger hun.

Fristen for høringssvarene var mandag, og nu skal skolen træffe en afgørelse i sagen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra skolen, men det har ikke været muligt.

Se også: Bizart ritual: Elever tæskede fødselsdagsbarn

112 - 20. nov. 2018 - kl. 16:11 Elev fik bizarre fødselsdagstæsk: Nu slipper de for straf

192 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere