Tabita Mortensen havde lige købt flybilletter og booket overnatning på et hotel i Stockholm, da hun fik en besked i sin E-boks om at møde op til nakkefoldsscanning på sygehuset i Danmark.
Det er den scanning, som alle gravide bliver tilbudt for at få tjekket fosteret og få fastlagt terminsdatoen. På det tidspunkt nærmede hun sig den 15. uge af sin graviditet.
Men Tabita Mortensen havde absolut ingen planer om at tage til scanning. I stedet pakkede hun sin kuffert, fløj til Sverige og fik foretaget den abort, som det danske sundhedsvæsen havde givet hende afslag på at få.
Dermed er hun en af de kvinder, der hvert år må finde en alternativ vej til at omgå den 50 år gamle abortlovgivning i Danmark, hvor grænsen for fri abort ligger flere uger tidligere end i blandt andet Sverige.
- Jeg følte mig voldtaget af systemet. Der er ikke nogen tvivl om, at grunden til, at jeg blev abortturist, var på grund af den danske stat, siger Tabita Mortensen, der i efteråret 2015 som 38-årig pludselig fandt ud af, at hun var gravid i uge 13, selvom hun i årevis havde brugt p-piller.
De seneste måneder har podcasten 'Abortturisten' fra Radio4 undersøgt den danske abortpraksis, der får nogle kvinder til at føle sig tvunget til at rejse til andre lande for at få den abort, som de ikke kan få i Danmark.
Blandt andet derfor mener Tabita Mortensen, at den danske abortgrænse bør hæves, så kvinder, der ligesom hende selv har fravalgt at få børn, men ved en fejl bliver gravide, får bedre muligheder for at nå at få en abort.
- Man skal sætte børn i verden, fordi man elsker dem og fordi man vil dem. Ikke bare fordi, at nu kom de lige tilfældigvis, siger Tabita Mortensen, der mener, at det nuværende system er indrettet forkert.
- Det føles, som om der bare bliver krydset af i en boks, hvor man kigger på ansøgerens økonomi, uddannelse, boligforhold og netværk. Og så kommer man frem til, at fordi jeg er velfungerende, så skal jeg have et barn. Det synes jeg bare er forkert, siger hun.
Fik et chok
For Tabita Mortensen kom det som et chok, da hun i efteråret 2015 opdagede, at hun var gravid. Hun var taget ind på sygehuset, fordi hun havde ondt i maven og var bange for, at smerterne i maven kunne være et symptom på kræft.
Det døde hendes mor af, da Tabita Mortensen var 14 år, og det er en af grundene til, at den i dag 45-årige kvinde i mange år har været fast besluttet på, at hun ikke vil have børn.
- Følelsen af ikke at have sin mor, er den værste følelse i hele verden. Jeg ved godt, at det måske er at tage sorgerne på forskud, fordi det ikke er sikkert, det sker. Men noget kræft er arveligt, og noget er ikke. Og den eneste måde, jeg kan undgå, at nogen kommer til at opleve det, jeg har oplevet, er ved ikke selv at sætte børn i verden, siger hun.
Derfor havde Tabita Mortensen i mere end 20 år brugt p-piller.
Men det havde også påvirket hendes krop på en måde, der gjorde det sværere for hende at opdage graviditeten.
- Jeg havde ikke menstruation på grund af p-pillerne, så det, at jeg ikke havde haft menstruation i et par måneder, var ikke noget, jeg reflekterede over. For det oplevede jeg bare en gang imellem, siger hun.
Bestemte ikke over sin egen krop
Radio4 har fået aktindsigt i Tabita Mortensens dokumenter fra hendes ansøgning om at få en senabort. Her fremgår det, at abortsamrådet i Region Midtjylland, der består af en jurist, en overlæge og en psykiater, vurderede, at hun var for velfungerende til at få en senabort.
Den samme vurdering kom Abortankenævnet efterfølgende frem til. Blandt andet fordi Tabita Mortensen havde et stabilt netværk, en bolig, en uddannelse, et fast job og en god økonomi.
- De omstændigheder, at du ikke ønsker barnet og har indrettet dit liv efter ikke at skulle have børn og vil blive alene med det, samt at dine nuværende arbejdstider er vanskeligt forenelige med eneomsorgen for et barn, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at give en tilladelse til abort, står der i afgørelsen.
Og den situation kan Tabita Mortensen stadig 'få tårer i øjnene' over, fortæller hun.
- Der var jo nogle andre, der havde bestemt over min krop og havde bestemt, at jeg skulle have et barn. Selvom jeg altså ikke ville, siger hun.